Victor og Svane.JPG (2)
Midtgaard.jpg

Reaktioner fra Bjarke, Midtgaard og Agesen

Marcus Midtgaard spillede sin vel nok bedste kamp i Mors-Thy-trøjen med fem mål og to assists, og den stærke venstre back blev fortjent kåret til Man of the Match.  

- Vi har talt om, at jeg skal holde mere afstand, komme i højere fart og ikke altid duellerne selv, men prøve at skabe flow i angrebsspillet i stedet. Det gør, at de andre kan vinde deres dueller og spille mig fri. Det gik godt i dag, og det var dejligt. Vi var rimeligt meget i kontrol under hele kampen - går til pause foran med fem mål, og derfra har vi et okay forspring resten af kampen. Nu ser vi frem og forbereder os mod de kommende kampe, som vi plejer, og så håber vi, at vi kan få nogle flere point på kontoen, så vi kan gøre det spændende til det sidste, lyder det fra Midtgaard.

Bjarke Christensen havde sidste hånd på 10 af Mors-Thy Håndbolds scoringer, og han var glad for de to point og for sin egen og holdets præstation.

- Jeg ved, at jeg skal præstere, og jeg trives i den rolle. Jeg har nogle backs, der stort set ikke laver andet end at spille bolden ud og sætter mig rigtigt godt op. Vi viser høj moral ved at stå sammen og kæmpe, selv om det så lidt broget ud, og det er stærkt, at vi vinder sikkert og stort.

- Point i slutspillet betyder alverden for os. Nu har vi Skjern Håndbold på søndag, hvor vi kommer under et stort tryk, så vi håber på en fyldt hal i Thisted - publikum betyder sindssygt meget for os, og vi skal vinde for at have forhåbninger om en semifinaleplads.

Cheftræner Niels Agesen var imponeret over sit hold efter en mildest talt hektisk optakt til kampen.

- I forvejen var Rasmus H. ude af kampen, og vi finder ud af 1½ time før kampstart, at Rasmus Bech ikke kan spille og må ringe efter en ny målmand. Det er ret symptomatisk for denne sæson, så vi har lært af det. Det er det, jeg kalder Mors-Thy-DNA’et. Hvor vi slås for tingene og kommer med den rigtige indstilling uanset, hvad vi bliver budt, og jeg har kæmperespekt for den attitude og den indstilling, spillerne kommer med. Vi spiller disciplineret angrebsspil, og vi hænger godt sammen defensivt, siger Agesen og fortsætter.

- Jeg må også nævne Midtgaard. Han er en superdygtig håndboldspiller, han skaber noget flow, og det er langt hen ad vejen hans fortjeneste, at der bliver plads til Erik og Hoxer. Og Viktor Warrer debuterer i målet med en virkelig flot præstation - især første halvleg, hvor han står på 35 %.  Det gav ham og holdet noget ro, og så voksede de bare i fællesskab derfra. Og at der til sidst var plads til at Simon Lundorf kunne komme ind og have et par redninger, det var en god oplevelse.

HTH Herreligaen Slutspil, 3. runde: Mors-Thy Håndbold - Fredericia HK 39-32 (18-13)

Målscorere:
Bjarke Christensen 10
Erik Toft 8
Mads Hoxer Hangaard 7
Marcus Midtgaard 5
Lasse Pedersen 3 (3)
Sander Øverjordet 2
Andreas Nielsen 2
Emil Hansson 1
Tim Sørensen 1

Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 1, Fredericia HK 2

Stillinger undervejs: 2-1, 8-3, 13-5, 15-10, 17-12, 19-15, 23-18, 27-21, 29-22, 34-27, 37-29

Tilskuertal: 910

Kommende kamp:
HTH Herreligaen Slutspil, 4. runde: Mors-Thy Håndbold - Skjern Håndbold
Søndag d. 8. maj kl. 18.30 i Thyhallerne

Billetsalg: https://shop.morsthy.dk/kampe
Vises på TV2 Sport fra kl. 18.00