Victor og Svane.JPG (2)
Ronnie Nicolaisen_BLÅ.jpg

Ronnie Nicolaisen: Vi har stadig god tro på tingene

Ronnie Nicolaisen kom på banen mod slutningen af første halvleg i opgøret mod GOG Håndbold og leverede en god præstation. Efter kampen blev han kåret til kampens bedste spiller - en titel han godt ville have byttet væk for en sejr:

- Vi får en sindssygt god start, hvor alt bare spiller. Vores forsvar står kompakt, og GOG har svært ved at få deres skytter i gang. Som halvlegen skyder frem, får de arbejdet så godt på os, at vi bliver trukket fra hinanden, og de kommer til store chancer. Angrebsmæssigt er vi med, og vi tror på det, men mangler lidt i de afgørende situationer. I anden halvleg er vi tæt på ved stillingen 17-19, hvor vi er i teten i en periode, men så begår vi nogle dumme fejl i begge ender, som GOG straffer ubønhørligt.

Kåringen som kampens spiller er jeg selvfølgelig glad for. Det var dejligt at komme på banen og gøre det godt her i starten af sæsonen, og jeg er glad for at gå fra kampen med en god fornemmelse af mit eget spil. Men i den sidste ende betyder det ikke alverden, når man kigger i tabellen, så ville jeg gerne bytte for en sejr. Vi har stadig god tro på tingene, men vi trænger til at vinde.

På trods af nederlaget var der flere gode ting at tage med til de kommende kampe - og det bliver der ifølge assistenttræner Heino Holm Knudsen brug for:

-  Endnu en gang er vi tæt på mod et tophold, og endnu en gang er det manglende parathed i den afgørende fase, som koster os sejren. Der er også mange gode ting, som går igen fra de to forrige kampe, hvor vi også har mødt tophold, men hvor vi har kunnet spille med langt hen ad vejen.

Jeg synes, at vores forsvar er acceptabelt, og målmændene præsterer godt og gør det muligt for os at være med i kampen, men der skal mere til, hvis vi skal have point - vi skal ofre os 100 %. Tendenserne er positive, det kan vi bare ikke bruge til noget, når vi ikke vinder. Det er frustrerende, for der er ikke noget vi ønsker os mere end en sejr. Nu starter forberedelserne til den supervigtige kamp mod TMS Ringsted på fredag.

Herre Håndbold Ligaen, 3. runde: Mors-Thy Håndbold - GOG Håndbold 25-30 (12-16)

Målscorere:
Erik Toft 6
Marcus Dahlin 5
Asbjørn Madsen 4
Nicolai Sommer 3
Mads K. Andersen 2
Lasse Pedersen 2
Allan Toft Hansen 1
Frederik Tilsted 1
Søren Nørgård 1 (1)

Stillinger undervejs: 3-1, 6-3, 8-6, 9-9, 11-12, 11-14, 12-17, 17-19, 18-23, 21-25, 24-27, 24-30

Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 5, GOG Håndbold 3
Rødt kort: Allan Toft Hansen (3 x 2 min.)

Tilskuertal: 870

Næste kamp:
Herre Håndbold Ligaen, 4. runde: TMS Ringsted - Mors-Thy Håndbold
Fredag d. 14. september kl. 19.30 i Dansk Kabel Tv Arena, Ringsted

Billetsalget er i gang på: https://tms-ringsted.dk/billet/