Victor og Svane.JPG (2)
2017 2.jpg

Så starter sæsonen for 2. division

På søndag d. 1. oktober spiller Mors-Thy Håndbolds 2. divisionshold sæsonens første kamp, og cheftræner Lars Krarup og han mandskab glæder sig til endelig at komme i kamp:

- Man kan virkelig mærke, at de her drenge glæder sig helt vildt til at komme ud og spille om point. Vores træningsopstart har været lang, og blev yderligere forlænget en uge pga. at nogle af spillerne har været på studietur, så det skal blive godt at komme i kamp.

Vores opstart har været som de tidligere sæsoner, hvor vi ikke har haft mulighed for at træne så meget sammen med hele holdet, dels grundet skader og dels grundet at nogle af spillerne bl.a. Nicolaj Spanggaard og Kasper Lindgren er med i ligatruppen og træner med der og derfor ikke så ofte er med til 2. divisions træninger. Men jeg synes, at opstarten har været fin - der bliver gået til den, og der er et godt niveau og rigtig god intensitet når 2. div og U18 træner sammen.

Vi har døjet lidt med skader, lige nu har Nicolai Andersen armen i gips i minimum 3 uger mere, Mathias Foldager træner ikke med pga. springerknæ, og Jesper Jensen kæmper med sin ryg, så ham skal vi passe på og dosere både til træning og kamp, forklarer Krarup og fortsætter:

- Det er den mest homogene trup jeg har arbejdet med i alle mine år som 2. div. træner, og hvis vi får de samme spillere ned fra ligatruppen hver gang, så vi har den samme grundstamme, så kan vi vinde over alle hold i 2. division, når vi rammer dagen - modsat kan vi også komme i problemer mod alle hold, og det skyldes først og fremmest at vi er så ungt et hold, og så vil der komme udfald.

Min forventning er som den plejer, at vi skal forblive i 2. division, og så har vi en række delmål, heriblandt en placering i top 6. Som jeg ser holdet, så er der absolut mulighed for at opfylde den målsætning, og vi vil naturligvis gå efter at komme så langt op i rækken som muligt - det har i princippet ingen betydning, da vi jo ikke kan rykke op, men det betyder alligevel noget for sådan en flok unge gutter, for selvtilliden og fordi det bare er fedt at vinde håndboldkampe, lyder det fra Lars Krarup med et smil.

 

Mors-Thy Håndbolds 2. division tager hul på sæsonen søndag d. 1. oktober.
Du kan læse mere om det talentfulde kuld her: http://morsthy.dk/hold-kampe/2-division/spillere 
Se kampprogram her: http://morsthy.dk/hold-kampe/2-division/stilling-kampprogram

 

2. division, 1. runde: Mors-Thy Håndbold - Skjern Håndbold
Søndag d. 1. oktober kl. 17.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors

Entré: kr. 25,-