Victor og Svane.JPG (2)
Hold 2223.jpg

Sæson 22/23 er skudt i gang

I dag skød Mors-Thy Håndbold 22/23 i gang med sæsonens første træningsdag. Og med flere møder, haltræning, frokost, skadesforebyggende træning og et løbepas havde cheftræner Niels Agesen fyldt dagen godt ud.

- Det er ligesom første skoledag. Det er megaspændende, der er mange indtryk, og det hele skal gerne klappe - det er nu, vi støber første del af det fundament, som vi kan lægge lag på. Mit førstedagsindtryk er godt. Vi har lavet en spændende rekruttering, og hvis vi evner at få sat de enkelte spilleres forskellige kompetencer sammen, så kan det her blive rigtigt spændende.

Ifølge et af de nye ansigter i truppen, Mads Thymann, har dagen været både nervepirrende og fantastisk.

- Det har været helt vildt nervepirrende at møde de andre på holdet. Jeg har aldrig prøvet at være en af de nye før, men alle har været søde - det har været fantastisk, og jeg har haft en god dag. Vi har haft en haltræning og et løbepas, og vi har fået sagt hej til hinanden, og så regner jeg med, at vi går rigtigt i gang i morgen. De kommende uger med opstart er ren overlevelse. Det bliver lidt sjovere, når der kommer træningskampe, og det bliver rigtigt sjovt, når de rigtige kampe begynder, så det glæder jeg mig til.

En af truppens mere rutinerede herrer, Kasper Lindgren, tog hul på sin 6. sæson i den blå trøje.

- Det har været dejligt at møde ind og se både gamle og nye og se, hvad vi har at gøre med i år, fordi der har været så stor udskiftning. Jeg har glædet mig meget til at se, hvad truppen kan byde ind med, så det har været spændende i dag.