Victor og Svane.JPG (2)
Holdfoto 16_17.jpg

Sejr trods bølgegang

Det gik op og ned i dagens opgør mellem Mors-Thy Håndbold og HC Midtjylland i 2. division. En stærk start-syver med hele fem spillere fra ligatruppen skaffede hurtigt hjemmeholdet en føring på 7-1, hvorefter træner Lars Krarup så sit hold geare ned:

- Altså det tætteste HC Midtjylland kommer på os er 4 mål, så sejren er aldrig i fare. Vi blæser dem omkuld de første 10 minutter, hvorefter vi lukker dem ind i kampen, og fører kun 9-6 efter 15 minutters spil. Herefter trækker vi fra igen - og i anden halvleg er mønstret stort set det samme. Det irriterer mig, at vi ikke kan holde dampen oppe, for jeg mener, at vi skal slå et hold som HCM større end blot med fem mål. Så snart vi holder os til de aftaler, vi har lavet, så laver vi mål - i dag bryder vi for meget ud og vil for meget på egen hånd.

Her efter kampen har jeg sagt til drengene, at jeg er skuffet over deres attitude på banen. I første halvleg var det okay, men i anden halvleg var der intet humør og ingen jubel over scoringer eller redninger. Det er lidt vores sygdom, synes jeg - at når vi har skabt en føring, så går vi i stå. Heldigvis har vi indtil videre formået at stramme skruen og vinde, men den slags udfald går ikke, når vi møder bedre hold. Jeg vil have humør og gejst på banen, og vi skal vise, at vi har det sjovt.

 Ros til Lasse P. for en god kamp i dag, og til Spanggaard i dag men også generelt - han er kommet rigtigt godt fra land i denne sæson, dækker godt op og er en stabil drivkraft på vores hold, lyder det fra Krarup.

2. division, 6. runde: Mors-Thy Håndbold - HC Midtjylland 31-26 (19-11)

Målscorere:
Mads K. Andersen 10
Lasse Pedersen 6
Nicolaj Spanggaard 5
Mike Felder 4
Kaare R. Larsen 2
Peter Overgaard 2
Magnus Godsk 1
Martin Frandsen 1

Næste kamp: Hjallerup IF - Mors-Thy Håndbold
Lørdag d. 12. november kl. 15.00 i Hjallerup Idrætscenter