Victor og Svane.JPG (2)
Søren Hansen.JPG

Skanderborg Håndbold vs. Mors-Thy - Uden tilskuere!

Det bliver under ganske anderledes forhold, når Mors-Thy Håndbold spiller mod Skanderborg Håndbold på Fælleden mandag aften. Der venter nemlig en gabende tom hal grundet faren for Corona-virus - en situation som er helt speciel, og som ingen af aktørerne har stået i før. Forhåbentligt påvirker de ydre omstændigheder ikke spillerne og spillet på banen - Mors-Thy Håndbold har i særdeleshed revanche til gode mod østjyderne, som i den første kamp rundbarberede de blå med hele 15 mål.

Cheftræner Søren Hansen:

-  Skanderborg Håndbold er det hold, som har udstillet os allermest i denne sæson. Det har været vores klart dårligste kamp, og den vil vi selvfølgelig gerne revanchere. Vi møder et Skanderborg-hold, som med en sejr kan sikre sig slutspilsdeltagelse, og vi selv kan tage endnu et vigtigt skridt i den rigtige retning, så det bliver en vild kamp om point.

Senest spillede vi flot mod Århus Håndbold, hvor alle leverede en flot præstation, og vi skal op på samme niveau for at slå Skanderborg Håndbold på udebane. Skanderborg Håndbold har et aggressivt forsvar, som vi skal udfordre, og angrebsmæssigt skal vi finde ud af, hvem fra Skanderborg der rammer dagen, så vi kan få justeret vores forsvar ind, siger Søren Hansen og fortsætter:

- Alle kampe er drønvigtige, ikke mindst den i morgen. Vi har præstationen for øje, og efter kampen skal alle kunne se sig selv i øjnene. Når det så er sagt, så bliver det en speciel kamp uden tilskuere, og det er ærgerligt og kedeligt, at vi skal spille så vigtig en kamp uden publikum. Vi ved, at over 100 af vores trofaste fans fra Bette Balkan havde stået i Skanderborg i morgen, og dem vil vi savne på lægterne, slutter Søren Hansen.

Primo Tours Ligaen, 23. runde: Skanderborg Håndbold - Mors-Thy Håndbold
Mandag d. 9. marts 2020 kl. 18.30 i Fælledhallen, Skanderborg

Dommere: Lars Hansen og Klaus Andersen
Observatør: Flemming Beck Rasmussen

Kampen kan følges via liveopdateringer på KunMors og via livescore på http://tophaandbold.dk/mth