Victor og Svane.JPG (2)
REHH_MTH.jpg

Søren Hansen: Vi taber til et klart bedre hold

Undervejs lignede det en afklapsning af de større, men Mors-Thy Håndbold fik reddet den værste storm af, og nederlaget blev på 27-22 efter 13-8 ved pausen. Ribe-Esbjerg HH var for stærke på dagen, og vi var aldrig i nærheden af point i kampen.

Ribe-Esbjerg HH indledte kampen i højt tempo, og de lagde et stort tryk og spillede direkte - alle elementer, som Mors-Thy Håndbold manglede. Søren P. manglede hjælp fra forsvaret, og måtte overlade målet til Nicklas Graugaard, som fik en smule bedre fat, og i den anden ende havde vi store problemer med at få bolden ind bag Søren Rasmussen. Pausestillingen var 13-8 i Ribe-Esbjerg HH’s favør.

Det skulle blive meget værre i anden halvleg. Spillerne kæmpede fortsat med angrebsdelen, og på 10 minutter midt i anden halvleg gik Ribe-Esbjerg HH fra 16-11 til 25-14. Til sidst slap Mors-Thy Håndbold tøjlerne, og de sidste 10 minutter blev vundet med 2-8, og nederlaget begrænset til 27-22.

Der var sæsondebut og masser af spilletid til Mads Hoxer, som kvitterede med tre flotte scoringer. Jonas Gade udgik med en fodskade, ligesom Marcus Dahlin og Frederik Nørbjerg også sad ude.

Efter kampen var cheftræner Søren Hansen langt fra tilfreds med sit holds indsats:

- Det var en dårlig dag og en skidt kamp. Der er ikke et tidspunkt, hvor vi føler, at vi har greb om kampen, og det er egentligt svært at finde ret meget positivt at sige, udover at vi på et tidspunkt var bagud med 12 mål, og at vi heldigvis får skaderne begrænset. Når det så er sagt, så taber vi til et bedre hold, som viser hvorfor de ligger, hvor de gør i tabellen, siger Søren Hansen, som uddeler roser til Erik Toft og Mads Hoxer:

- Erik spiller en fornuftig kamp, han går mod målet og ender som topscorer. Og så var der en flot sæsondebut til Mads Hoxer, som spillede meget, da Gade udgik med skade undervejs, og han gjorde det godt.


Primo Tours Ligaen, 4. runde: Ribe-Esbjerg HH - Mors-Thy Håndbold 27-22 (13-8)

Målscorere:
Erik Toft 6
Emil Bergholt 4
Mads Hoxer 3
Søren Nørgård 3 (1)
Jacob Hessellund 2
Tobias Svend Rasmussen 2
Frederik Tilsted 1
Jens Dolberg 1

Stillinger undervejs: 1-0, 3-1, 6-4, 8-5, 12-7, 15-9, 16-11, 20-11, 23-13, 25-13, 25-18, 26-21

Udvisninger: Ribe-Esbjerg HH 2, Mors-Thy Håndbold 0

Tilskuertal: 702

Kommende kamp:
Primo Tours Ligaen, 5. runde: Mors-Thy Håndbold - Skjern Håndbold
Torsdag d. 26. september kl. 20.00 i Thy Hallerne

Billetsalget til kampen på
https://shop.morsthy.dk/kampe