Victor og Svane.JPG (2)
MTH_TMS.jpg

Stærk indsats og sejr over TMS Ringsted

Trods julefrokoster og By Night i Thisteds gågade, var der godt fyldt op og gang i Thy Hallerne fra første fløjt. Og tilskuerne fik heldigvis, hvad de var kommet efter: En sejr og to dejlige point efter en helstøbt indsats fra et Mors-Thy-mandskab, som var klar fra start.

Tingene lykkedes
Mors-Thy Håndbold var foran hele kampen igennem. Især dagens fødselar Mads K. Andersen og Søren Nørgård gik forrest med scoringerne i første halvleg, ligesom en tidlig udvisning ikke lagde en dæmper på Erik Toft, som virkelig har fået gang i skudarmen igen.
Lasse P. lykkedes med et par frække bolderobringer, og Søren Nørgård stod for kampens detalje efter et lækkert udkast fra Søren P, som blev lagt hen over TMS Ringsteds målmand - i øvrigt meget lig en scoring i sæsonens første kamp mod Ribe-Esbjerg HH. En anden ting der også lykkedes i dag, var scoringer på tomt mål, en disciplin som Mors-Thy’erne ellers har haft svært ved, men både Mads K. Andersen og Ronnie Nicolaisen lagde bolden i kassen i dag.

Fuld kontrol
TMS kom klart bedst ud efter pausen med tre scoringer i træk til stillingen 18-13. Mors-Thy Håndbold var hurtigt i kontrol igen, og en 9-målsføring var en realitet efter 38 minutters spil. Mors-Thy Håndbold var i forrygende spillehumør, og uanset hvad TMS Ringsteds Christian Dalmose fandt på, så havde hjemmeholdet modsvar både forsvars- og angrebsmæssigt.

12 spillere scorede
Hele 12 forskellige spillere kom på scoringslisten hos Mors-Thy Håndbold, herunder Simon Skadhauge, som scorede sit første ligamål. Der blev gået til stålet, og i alt ni udvisninger vidnede om en til tider hårdt spillet kamp. Også på de to holds bænke var temperamenterne i kog, og her var det hjemmeholdets Søren Hansen, der var bedst til at holde fokus.

En stærk indsats på banen, en fantastisk sejr, to vigtige point og en helt igennem herlig aften i Thy Hallerne - tusind tak for opbakningen.
Nu ser vi frem mod den næste kamp, som er allerede på tirsdag d. 18. december kl. 20.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors, hvor vi tager imod Aalborg Håndbold i Santander Cuppens 1/4-finale.

Herre Håndbold Ligaen, 17. runde: Mors-Thy Håndbold - TMS Ringsted 33-22 (18-11)

Målscorere:
Mads K. Andersen 8 (1)
Erik Toft 6
Søren Nørgård 5 (2)
Lasse Pedersen 4
Nicolaj Spanggaard 2
Allan Toft Hansen 2
Stefan Nielsen 1
Ronnie Nicolaisen 1
Kasper Lindgren 1
Jacob Hessellund 1
Frederik Tilsted 1
Simon Skadhauge 1

Stillinger undervejs: 2-1, 6-3, 8-7, 12-8, 16-11, 18-13, 21-14, 25-15, 28-19, 31-19

Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 5, TMS Ringsted 4

Tilskuertal: 957

Kommende kampe:
Santander Cup, 1/4-finale: Mors-Thy Håndbold - Aalborg Håndbold
Tirsdag d. 18. december kl. 20.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors

Herre Ligaen, 18. runde: Mors-Thy Håndbold - Bjerringbro-Silkeborg
Lørdag d. 22. december kl. 16.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors

Billetsalget til begge kampe er i gang på
https://shop.morsthy.dk/
Bemærk at Jesperhus-sæsonkort IKKE er gældende til Santander Cup 1/4-finalen.