Victor og Svane.JPG (2)
Århus_MTH.JPG

Stærkt comeback sikrer et point

Der var drama for alle pengene, da Mors-Thy Håndbold hentede sæsonens første point på udebane i Aarhus. Det lignede længe endnu et nederlag til Mors-Thy Håndbold, men drengene ville det anderledes - kampens sidste 6 minutter blev vundet 5-1, Århus Håndbolds sidste forsøg blev blokeret, og en flok glade Mors-Thy-spillere kunne fejre, at det store runde 0 på tavlen nu er slettet.

Bagud ved pausen
Mors-Thy Håndbold bragte sig foran i kampens indledning - 2-4 var stillingen efter otte minutters spil. Herefter spillede Århus Håndbold sig mere ind i kampen og bragte sig foran, for første gang med 2 mål efter 22 minutter. To mål var der også mellem de to hold ved pausen: 13-11.

Dramatisk slutspurt
Selv om Mors-Thy Håndbold fik et par mål mod sig i anden halvlegs start og kom bagud med 3, hægtede gæsterne sig på og første udligning faldt ved 16-16, da Allan Toft omsatte en fin assist fra Erik Toft. De efterfølgende minutter blev tætte, inden Århus Håndbold stak af og brage sig foran med fire ved stillingen 22-18. Herefter byttede de to hold mål, inden en straffescoring af Søren Nørgård til 25-22 indledte en dramatisk slutspurt for Mors-Thy Håndbold. To efterfølgende scoringer af Nørgård og Mads K. Andersen bragte Mors-Thy Håndbold helt tæt på ved stillingen 25-24. Århus Håndbolds Torben Petersen øgede hjemmeholdets føring til 26-24 med tre minutter tilbage af opgøret, inden Lasse P. scorede på kontra til 26-25, og Marcus Dahlin omsatte et perfekt opsat angreb til udligning 26-26.

Sæsonens første point er hjemme. Nu venter en mindre kamppause pga. landsholdets kvalifikationskampe, men allerede fra mandag er fokus rettet mod den kommende kamp mod KIF Kolding torsdag d. 1. november.


Herre Håndbold Ligaen, 9. runde: Århus Håndbold - Mors-Thy Håndbold 26-26 (13-11)

Målscorere:
Marcus Dahlin 5
Erik Toft 4
Lasse Pedersen 4
Mads K. Andersen 3
Søren Nørgård 3 (2)
Nicolai Sommer 2 (2)
Kasper Lindgren 1
Nicolaj Spanggaard 1
Frederik Tilsted 1
Søren Pedersen 1
Allan Toft Hansen 1

Stillinger undervejs: 1-0, 1-3, 5-4, 8-8, 12-9, 14-11, 15-14, 16-16, 20-18, 22-18, 24-20, 26-24,  

Udvisninger: Århus Håndbold 2, Mors-Thy Håndbold 2

Tilskuertal: 1.958

Næste kamp:
Herre Håndbold Ligaen, 10. runde: Mors-Thy Håndbold - KIF Kolding
Torsdag d. 1. november kl. 19.30 i Thy Hallerne

Billetsalget til kampen starter onsdag d. 24. oktober kl. 12.00 på: https://shop.morsthy.dk/