Victor og Svane.JPG (2)
Tobias Balsby.JPG

Storsejr over Nøvling

Endnu en gang forsvarede Mors-Thy Håndbold førstepladsen i 2. division, denne gik det ud over Nøvling IF, som indtil videre er det eneste hold, som har slået Mors-Thy-drengene. Det nederlag fik dagens hjemmehold revancheret til fulde med en storsejr på hele 31-18.

Cheftræner Lars Krarup:

- Kampen i dag var mod Nøvling, som er det eneste hold, vi har tabt til i indeværende sæson - til den kamp var vi afsted med et halvt U18-hold, da ligaen spillede på samme tid mod Århus Håndbold - så vi havde en revanche til gode, og det kunne man godt mærke på drengene inden kampen.

Begge hold startede som lyn og torden og blæste frem og tilbage på banen, og på trods af det blev der ikke scoret mål de første 5 minutter. Herefter fik begge hold hul på bylden, og vi fulgtes ad, indtil vi trak fra til 5-3 og stille og roligt øgede føringen resten af første halvleg til pausestillingen 14-8.

I anden halvleg forsøgte Nøvling at stresse os med en 3-2-1-formation i forsvaret, hvilket umiddelbart ikke var den smarteste løsning i forhold til de spillere, vi har i truppen, så vi trak yderligere fra. Vi spillede virkelig flot angrebsspil og fandt løsninger uanset hvad Nøvling fandt på, og havde vi været bare en smule skarpere på vores afslutninger, så havde vi nærmet os de 40 mål.

En rigtig god holdindsats med mange gode præstationer - især Tobias Balsby viste sig frem med en solid forsvarsindsats, og en gribehandske der var Henrik Toft værdig i angrebet. Vi fortsatte stimen og forsvarede vores 1. plads, så jeg kan kun være tilfreds.

2. division, 14. runde: Mors-Thy Håndbold - Nøvling IF 31-18 (14-8)

Målscorere:
Nicolaj Spanggaard 6
Andreas Dam 5
Nicolai Andersen 5
Tobias Balsby 5
Martin Frandsen 4
Jacob Poulsen 3
Kasper Have 2
Mads K. Andersen 1

 

Næste kamp: Aars HK - Mors-Thy Håndbold
Søndag d. 28. januar 2018 kl. 16.30 i Idrætscenter Østermarken