Victor og Svane.JPG (2)
MTH_Skanderborg_Sejr.jpg

Stort comeback sikrer sejr over Skanderborg

Eventyret kunne ikke være skrevet meget bedre: Mors-Thy Håndbold skulle så grueligt meget igennem, inden det hele endte lykkeligt og med to point i Thy Hallerne torsdag aften, da Skanderborg Håndbold blev sendt hjem med deres første nederlag i 6 kampe. En vaskeægte mandfolkepræstation og et comeback af dimensioner fra Mors-Thy-drengene, som undervejs i anden halvleg var bagud med fem mål.

Svær start
Mors-Thy Håndbold havde fra start svært ved at lirke Skanderborgs forsvar op, og således havde hjemmeholdet kun scoret to gange, da haluret rundede 10 minutter - i samme periode havde dagens gæster lavet 6 mål. Et par godt opsatte angreb endte på stregen hos Allan Toft Hansen i to omgange og Asbjørn Madsen, og Mors-Thy Håndbold bragte sig på 5-7. En udvisning til Mors-Thy Håndbold blev dyr, da Skanderborg scorede to gange i overtalsperioden. Skanderborg bragte sig yderligere i front og var bl.a. foran 7-11, inden Marcus Dahlin og Søren Nørgård fik pyntet til pausestillingen 9-12.
Stærk anden halvleg
Anden halvleg startede med en Erik Toft-scoring, inden Skanderborg scorede tre gange i træk, og hjemmeholdet var nede med 5 mål. Herefter slog Mors-Thy Håndbold igen, og taget tæt på lettede, da først Dahlin udlignede til 16-16, da Erik Toft efterfølgende bragte sit hold foran for første gang i kampen, kom der for alvor kog på kedlerne på Bette Balkan. Efterfølgende blev det både 3- og 4-målsføringer i hjemmeholdets favør. Søren P. tog fra i kassen, og Søren Nørgård rystede ikke på hænderne på straffekast på trods af et par afbrændere fra fløjen, og da Allan Toft Hansen scorede til 26-22 små to minutter før tid, var sejren i hus, og et kig i tabellen viser, at vi nu for første gang i sæsonen er væk fra sidstepladsen.

Tusind tak til 1.110 tilskuere på lægterne i Thy Hallerne - I kæmpede sammen med os hele vejen.  

Herre Håndbold Ligaen, 12. runde: Mors-Thy Håndbold - Skanderborg Håndbold 26-22 (9-12)

Målscorere:
Søren Nørgård 7 (3)
Marcus Dahlin 4
Mads K. Andersen 4
Erik Toft 4
Allan Toft Hansen 3
Lasse Pedersen 2
Asbjørn Madsen 1
Stefan Nielsen 1

Stillinger undervejs:  1-4, 2-6, 5-7, 7-11, 9-12, 10-15, 15-16, 17-16, 20-17, 21-19, 24-20, 25-22

Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 2, Skanderborg Håndbold 4

Tilskuertal: 1.110

Næste kamp:
Herre Håndbold Ligaen, 13. runde: Ribe-Esbjerg HH - Mors-Thy Håndbold
Mandag d. 19. november kl. 19.30 i Dokken, Esbjerg
Billetsalg til kampen: https://shop.rehh.dk/billetter/rehmth