Victor og Svane.JPG (2)
BSV_MTH.jpg

Tabte dueller og brændte chancer i nederlag til BSH

Mors-Thy Håndbold kom ned på jorden igen efter sidste uges flotte sejr over Skjern Håndbold, da aftenens opgør i Primo Tours Ligaen bød på sæsonens hidtil største nederlag på 30-21 til Bjerringbro-Silkeborg efter 18-10 ved pausen.

Store afbrændere
Første halvleg blev en opvisning i store afbrændere. Mors-Thy spillerne forsøgte sig, men Kasper Larsen boltrede sig i værternes mål - Larsen blev fortjent kåret til kampens spiller. I den anden ende havde Mors-Thy Håndbolds keepere svære betingelser. Bjerringbro-Silkeborg fik lov at score hele 18 gange i første halvleg, og der var noget at snakke om i pausen.

Bedre spil i anden halvleg
Spillet blev bedre i anden halvleg. Der var gode takter i forsvaret, hvor især Jonas Gade gjorde god figur, og Søren P. spillede sig op i målet. Der var ligeledes flere gode præstationer i angrebsspillet, men desværre var det ikke nok til at indhente Bjerringbro-Silkeborgs komfortable føring, og vi kom aldrig tættere på end syv mål efter pausen.

Debut og debutscoring
Der var debut til Jeppe Kudsk Jakobsen, som kvitterede med en flot scoring til 29-19.

- Det var fandme fedt, selvom det var en øv-kamp. Det gav et sug i maven, og jeg var lidt nervøs, da Søren sagde, at jeg skulle ind, men det var virkelig en fed oplevelse.

Tabte dueller
Cheftræner Søren Hansen var skuffet, men afklaret efter kampen og havde ros til dagens modstander:  

- På en dag som i dag, hvor vi ikke rammer noget, så bliver vi alvorligt straffet. Kampen bliver punkteret allerede i første halvleg, hvor vi taber stort set alle dueller, og hvor vores keepere har svære arbejdsbetingelser. Det bliver bedre i anden halvleg, hvor forsvaret stepper op, og hvor Søren P. har nogle redninger. Vi taber anden halvleg med 12-11, og vi holder stand, selv om vi skifter en del ud, lyder det fra cheftræneren, som fortsætter:

- Der var også nogle ting, som var værdifulde for os nu og her og på den lange bane: Der var 20 minutter samlet til Gade, som var tilbage efter en mindre skade. Vi ser Svend med masser af gåpåmod, Dolberg får nogle gode minutter på forsvarsbacken, der var debut til Kudsk. Det er selvfølgelig ikke sjovt at sidde her og have tabt med 9, men vi er også nødt til at rose Bjerringbro-Silkeborg - de spiller bare pissegodt.


Primo Tours Ligaen, 6. runde: Bjerringbro-Silkeborg - Mors-Thy Håndbold 30-21 (18-10)

Målscorere:
Emil Bergholt 3
Erik Toft 3
Lasse Pedersen 3
Mads Hoxer 2
Jacob Hessellund 2
Tobias Svend Rasmussen 2
Allan Toft Hansen 2
Frederik Tilsted 1
Stefan Nielsen 1
Jonas Gade 1
Jeppe Kudsk 1

Stillinger undervejs: 1-2, 5-3, 7-4, 9-5, 10-8, 13-8, 18-10, 19-12, 23-14, 25-15, 28-16, 29-20

Udvisninger: Bjerringbro-Silkeborg 1, Mors-Thy Håndbold 1

Tilskuertal: 2.114

Kommende kamp:
Primo Tours Ligaen, 7. runde: Mors-Thy Håndbold - KIF Kolding
Søndag d. 13. oktober kl. 15.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Billetsalg til kampen:
https://shop.morsthy.dk/kampe