Victor og Svane.JPG (2)
Nickolei Jensen.JPG

Tal og ord på SønderjyskE-kampen

Mors-Thy Håndbold byggede videre på en indtil videre rigtig god december, da sidste fredags sejr over TM Tønder blev fulgt op med endnu en sejr over SønderjyskE i Thy Hallerne i aftes.

Søren Hansen:

- Det var en kamp med masser af fart og tempo, som vi heldigvis kom bedst ud af. Vores forsvar og målmænd prøver at finde løsninger, mens vi i den anden ende bare blæser afsted. Vi slipper virkelig håndbremsen i dag og scorer på 16 ud af 19 mulige på kontradelen.

Der var mange fine præstationer, men det der falder mig allermest i øjnene er, at vi gør det godt som hold, for sammen når vi længst. Alle løser deres opgaver - især Nickolei Jensen gør det fantastisk i en lidt uvant rolle som stregspiller. Erik og Dahlin holder stabilt niveau, og Mads kommer ind og sætter et godt aftryk på kampen både forsvars- og angrebsmæssigt.

Heino Holm Knudsen:

- Det var en megadejlig sejr! Vi får en lidt nervøs start, hvor vi ikke rigtig får sat prop i, og SønderjyskE scorer nærmest efter behag. Omkring halvvejs i første halvleg får vi fundet den rigtige højde på dem i forsvaret og løber dem ned med vores fremragende første- og andenbølge samtidig med, at vi står skarpest på duel-spillet. Vi får skabt et hul og går til pause med en 4-målsføring og masser af overskud. I anden halvleg får vi brugt bænken og kan derfor holde tempoet hele kampen igennem og kører en sikker sejr hjem.

Det er kendetegnende for vores hold, at alle byder ind og udfylder deres roller. Folk har en superindstilling og ydmyghed og arbejder stenhårdt sammen, og derfor vinder vi kampe.

Mors-Thy Håndbold var uden sygdomsramte Allan Toft Hansen, og altmuligmanden Nickolei Jensen tog over på stregen med 4 flotte mål til følge:

- Det var en meget målrig affære og en utrolig hurtigt spillet kamp i de første 15 minutter. SønderjyskE kørte mange fløjovergange, som vi havde lidt problemer med at løse i starten, men vi får stabiliseret da Mads kommer ind og dækker 3’er - han gjorde det godt.

Mads K. Andersen fik masser af spilletid ligesom han også var tilbage i målscorerens rolle:

- Det var bare dejligt at spille og score mål. Jeg har savnet at have en rolle på holdet, for man vil så gerne bidrage med så meget som muligt, og det er altså nemmere på banen. Vi angrebsspil og især vores kontra fungerer godt i dag, og det var fedt at køre SønderjyskE over foran en stemningsfyldt hal i Thisted.

Også unge Tobias Balsby fik spilletid på stregen og minsandten om han ikke kvitterede med sin allerførste ligascoring:

- Det var sgu en dejlig følelse! Pludselig stod jeg der med bolden og så var det bare ”Bang!” Jeg nåede slet ikke at se, hvor jeg skød, men det var fedt at score. Der udover synes jeg at det gik fint forsvarsmæssigt sammen med Mads.

 

888ligaen, 14. runde: Mors-Thy Håndbold - SønderjyskE 38-33 (20-16)

Målscorere:
Marcus Dahlin 9
Erik Toft 7
Nicolai Sommer 5
Nickolei Jensen 4
Henrik Tilsted 4
Stefan Nielsen 3
Lasse Justesen 2
Mads K. Andersen 2
Tobias Balsby 1

Stillinger undervejs: 1-3, 3-6, 5-9, 10-12, 13-12, 19-15, 23-17, 26-19, 30-22, 32-26, 35-27, 37-33

Udvisninger: Mors-Thy Håndbold 4, SønderjyskE 4

Tilskuertal: 926

Næste kamp: HC Midtjylland - Mors-Thy Håndbold
Onsdag d. 13. december kl. 18.30 i Den Runde Hal, Herning

Køb billetter til kampen her: http://shop.hcmidtjylland.dk/