Victor og Svane.JPG (2)
Hallen.jpg

Thisted Forsikring og Mors-Thy Håndbold indgår største sponsoraftale nogensinde

Thisted Forsikring og Mors-Thy Håndbold har indgået en ny treårig aftale om, at forsikringsselskabet også er ligaholdets hovedsponsor de kommende tre år. Aftalen er den største sponsoraftale til dato hos begge parter og træder i kraft fra næste sæson.

- Der er ingen tvivl om, at Mors-Thy Håndbold er med til at udfordre de fordomme og gængse forestillinger, mange har om Nord-, Midt- og Vestjylland - det som vi kalder for Danmarks Rygrad. Mors-Thy Håndbold samler lokalbefolkningen. Vi står sammen, og vi er stolte over vores lokale håndboldhelte. Med denne langvarige sponsoraftale, som fornyes allerede nu, selv om den først træder i kraft til sommer, vil vi i Thisted Forsikring sikre, at Mors-Thy får ro på hen over en lang tidshorisont, nemlig hele fire sæsoner fra nu, siger administrerende direktør Dennis René Petersen, Thisted Forsikring.

Han glæder sig over et årelangt samarbejde med den daglige ledelse samt bestyrelsen i Mors-Thy Håndbold og ikke mindst afgående bestyrelsesformand Johs. Søndergaard, der forlader posten på grund af sygdom.

- Når vi på den her måde skaber ro omkring økonomien på den lange bane, bliver det muligt for Mors-Thy Håndbold fortsat at drive klubben frem med det lange lys på og dermed skabe solide resultater. Som stolt hovedsponsor synes vi, at vi har en forpligtelse til at medvirke til dette, påpeger Dennis René Petersen.

Historisk stor aftale
I Mors-Thy Håndbold glæder salgsdirektør Hans Peter Jarl Madsen sig over aftalen.

- Vi har et enestående godt samarbejde med Thisted Forsikring, som gennem årene har givet flere spillere mulighed for at få en elevuddannelse i selskabet. Jonas Porup og Mads K. Andersen er begge udlært i Thisted Forsikring, og Tim Daugaard Sørensen er netop tiltrådt som elev. Det er en unik mulighed for at tage en solid uddannelse samtidig med, at man kan levere varen som professionel håndboldspiller i Mors-Thy Håndbold. Derfor er jeg også utrolig glad for, at vi nu har indgået en aftale, der rækker de næste tre år frem, siger Hans Peter Jarl Madsen.

Aftalen er den største sponsoraftale i Mors-Thy Håndbolds historie. Dermed er den en hjørnesten i bestræbelserne på at kunne planlægge fremad for en længere periode end blot en enkelt sæson, fortæller Hans Peter Jarl Madsen.

- Det er en fantastisk dag for Mors-Thy Håndbold med et så stort og langvarigt sponsorat. Thisted Forsikring er en mangeårig og loyal sponsor, der ikke har rystet på hånden, når det har set sort ud. Den tillid, som Thisted Forsikring viser os, er unik og forpligter, og vi vil gøre alt for at gøre os fortjent til den både på og uden for banen. Det er jeg heller ikke i tvivl om, at vi fortsat kan, siger tiltrædende bestyrelsesformand Lars Erik Nielsen, Mors-Thy Håndbold.

Den nye aftale træder i kraft fra 1. juli 2021 og løber tre år.