Victor og Svane.JPG (2)
Mads Thymann (2).JPG

Thymann: - Spiller vi op til vores bedste, så vinder vi!

Onsdag aften er der dømt lokalopgør, når Mors-Thy Håndbold tørner sammen med Lemvig-Thyborøn Håndbold på udebane i Lemvig. Det bliver et specielt gensyn for Mads Thymann, som inden han kom til Mors-Thy Håndbold i sommers, spillede seks sæsoner for de røde i Vestjylland.

- Det er lokalopgør og en af de kampe, som begge hold ser frem til. Det bliver spændende, sjovt og mærkeligt på samme tid at spille på udebane i Lemvig. Det er vel en af de bedste hjemmebaner i Danmark, hvor hele hallen er med, hvis det rigtigt kommer i kog for dem, og hvis det går skidt, kan de altid regne med det røde hjørne, så jeg er meget spændt, siger Mors-Thy Håndbolds venstre back.

Hjemmeholdet kommer med et klart nederlag i deres seneste kamp, mens vi kommer med en storsejr i bagagen, så det bliver spændende at se, hvem der udnytter de forskellige udgangspunkter bedst.

- Lemvig-Thyborøn Håndbold har haft det svært i denne sæson, men spillede en god kamp mod Nordsjælland Håndbold, så der er ingen tvivl om, at de godt kan, de mangler at sætte det sammen over 60 minutter. Vi kommer med en god kamp i ryggen, så det gælder om at finde de samme dyder og især den samme fight frem, for det er et af de punkter, som vi godt kan blive overmatchet på - men spiller vi op til vores bedste, så vinder vi, lyder det fra Mads Thymann.

HTH Herreligaen, 9. runde: Lemvig-Thyborøn Håndbold - Mors-Thy Håndbold
Onsdag d. 26. oktober 2022 kl. 18.30 i Lemvig Fritids- og Kulturcenter
Dommere: Henrik Pagh Mortensen og Jesper Kirkholm Madsen
Observatør: Jens Henriksen

Kampen vises på TV2 Sport med optakt fra kl. 18.00, og den kan følges via livescore i Tophåndbold app’en.

Mads Thymann er personligt sponseret af Ornestation Mors.