Bro_Land.jpg
Allan T (3).jpg

Toft Hansen bomber videre for Mors-Thy

Mors-Thy Håndbold og Allan Toft Hansen er blevet enige om en ny aftale, der binder de to parter sammen de kommende to år.

Den talentfulde stregspiller blev tilknyttet Mors-Thy Håndbold som U18-spiller i 2013, og han tager dermed hul på sin syvende sæson i Mors-Thy.

- Jeg har fået en god rolle på holdet, som er blevet større gennem årene, og som hele tiden udvikler mig. Jeg kender mekanismerne i klubben og har fået mere ansvar både på og udenfor banen,  siger Allan Toft Hansen.

Han påpeger, at trænerteamet passer ham perfekt.

- Truppen med mange unge spillere passer mig godt, og jeg glæder mig til to år mere i den blå trøje på vores hjemmebaner i Thy og på Mors sammen med vores fantastiske fans fra Bette Balkan, som altid er garanter for fed opbakning, siger Allan Toft Hansen.

Sportschef Henrik Hedegaard i Mors Thy Håndbold er glad - og afklaret:

- Trods sammenligninger og store forventninger grundet sit kendte efternavn, har Allan Toft Hansen stille og roligt fundet sin egen vej, og lægger hele tiden lag på i forhold til sit spil og sin udvikling. Vi er sikre på, at kurven fortsat vil være opadgående de kommende sæsoner, og derfor er vi glade for, at det er lykkedes os at forlænge aftalen med Allan for yderligere to år, konstaterer sportschefen.

FAKTA:
Allan Toft Hansen, født: 16. maj 1996
Højde: 197 cm. Vægt: 103 kg.
Pt. bosat i Rybjerg, men bosætter sig i Aarhus pr. 1. februar 2019.