Victor og Svane.JPG (2)
Allan-Toft-Hansen_1.jpg

Toft Hansen: Disciplin er et hovedtema

Onsdag aften skal vi på den igen - denne gang hedder modstanderen TTH Holstebro. Sidste års sølvvindere og Champions League-deltager i denne sæson indtager en 8. plads i 888ligaen med 10 points for ni kampe. I spidsen for TTH står cheftræner Patrick Westerholm og assistenttræner Søren Hansen, og på holdkortet finder vi velklingende navne som Jac Karlsson og Jonas Porup samt bl.a. Vignir Svavarsson, Magnus Bramming og Viktor Östlund - og igen venter en svær kamp mod et stærkt hold.

På trods af nederlag i de sidste fem kampe, er der ifølge Allan Toft Hansen stadig højt humør i truppen:

- Ja, der er generelt godt humør blandt os spillere, synes jeg - og jeg synes ikke at vi er påvirkede af resultaterne i de sidste kampe. Vi synes stadig, at vi har fået en fin start, og de kampe vi har tabt, er ikke kampe som vi kan forvente at vinde, når modstanderne hedder KIF Kolding, BSV eller Aalborg. Men det er klart at med så mange nederlag i træk, så kan der snige sig noget usikkerhed ind i spillet, og det er bl.a. derfor vi har lavet flere fejl i de seneste kampe, lyder det fra viceanføreren, som er fuldt ud klar over, at der venter endnu en klassemodstander onsdag:

- TTH Holstebro står solidt i deres forsvar, og så har de to rigtigt gode fløje i Magnus Bramming og Kasper Kildelund, som løber umanerligt hurtigt. Vi skal derfor spille med omtanke og disciplin i vores angrebsspil, så vi forhåbentligt kan minimere deres kontrascoringer. Man kan vel sige, at disciplin generelt er et hovedtema, for det gælder naturligvis også i den anden ende, hvor vi skal passe vores defensive opgaver og hjælpe Larsen og Niko P. til nogle redninger i kassen.

Thy Hallen er tæt på udsolgt, og den intense atmosfære i den tætpakkede hal har før været med til at skabe overraskelser - om der er endnu en på vej i morgen, tør Allan dog ikke love:

- Man kan ikke forvente, at vi vinder over hold som eks. TTH Holstebro, men når vi spiller på hjemmebane i enten Thy Hallen eller i Jyske Bank Mors Arena, så har vi mulighed for at slå alle. Hvis vi kommer ordentligt fra start og får publikum med os, så har vi bestemt muligheden, lyder det afslutningsvist fra den unge stregspiller.

 

888ligaen, 11. runde: Mors-Thy Håndbold - TTH Holstebro
Onsdag d. 23. november kl. 18.30 i Thy Hallen

Billetter kan købes på http://shop.morsthy.dk/ - vær opmærksom på, at der kun er få ledige siddepladser tilbage.

Kampen kan følges via liveopdateringer på http://tophaandbold.dk/livescore og live på Limfjord Plus med Jan K.