Victor og Svane.JPG (2)
Tilsted_Hurup.jpg

Træning i Hurup

Hurup Hallerne. Ikke umiddelbart det som ligaspillerne oftest har tastet ind på deres GPS, men ikke desto mindre destinationen fredag eftermiddag. Formålet er at vise sig aktivt frem i lokalområderne i Thy, på Mors og i dele af Salling, og det gøres ved at flytte ligatruppens træning ud i de lokale haller og efterfølgende stå for en træningssession med lokale klubber og ungdomsspillere.

Til dagligt spiller Andreas U14 Drenge i Vestervig KFUM, og i dag bliver han trænet af Kasper Larsen, Allan Toft Hansen, Lasse Justesen og ikke mindst Vestervigs egen Henrik Tilsted, og han glæder sig:

- Det er meget fedt, og jeg tror at det bliver sjovt. Jeg håber, at jeg lærer nogle nye tricks, lyder det fra Andreas, som ikke er i tvivl om, hvem hans favoritspiller er: - Det er Henrik Tilsted!, lyder det prompte.

Henrik Tilsted kan godt huske, hvordan det er at møde sine idoler:

- Jeg har altid selv haft idoler, helt tilbage til da jeg spillede i HF Mors og så op til spillerne på ligaen, hvor der var nogen, som man gerne ville være som. Jeg synes, at det er supersjovt at komme ud og vise flaget på nogle af de steder, hvor vi normalt ikke kommer så meget.

For mig er det jo ekstra sjovt at være her i Hurup, hvor jeg selv har spillet og hvor jeg kender en stor del af folkene, og det har været fedt at møde en masse glade børn, som vi forhåbentligt kan være med til at inspirere og give nogle fede oplevelser - det vidner i hvert fald om stor interesse med over 30 børn til træning og en del forældre på tilskuerpladserne.

Besøgene hos de lokale klubber fortsætter de kommende måneder og programmet ser ud som følger:

22. september 2017 - Sydvestmors Fritidscenter - VIF Mors
27. oktober 2017 - Sjørring Hallen - Sjørring HK
3. november 2017 - Nordmors Hallen - IF Nordmors
26. januar 2018 - Snedsted Hallen - Midtthy HK
2. februar 2018 - Hanstholm Hallerne - Hanstholm IF
23. februar 2018 - Midtmors Sport - Morsø HK
23. marts 2018 - Vestervig Hallerne - Vestervig KFUM