Victor og Svane.JPG (2)
Magnus Godsk.jpg

Tyveri i Aalborg

Magnus Godsk sikrede sejren i absolut sidste sekund i aftenens opgør mod Aalborg HK. 25-26 stod der på tavlen efter de sidste hektiske minutter, og der blev danset og jublet, da fløjten lød.

Træner Lars Krarup var helt ovenpå efter kampen:

- Det var simpelthen det største tyveri, jeg nogensinde har været med til! Jeg havde helt ondt af Aalborg HK efter kampen, for de havde ikke fortjent at tabe, og vi havde faktisk ikke fortjent at vinde - men derfor er det stadig en dejlig sejr!

Vi kommer lidt vakkelvornt afsted i dag og har svært ved at finde fodfæste specielt defensivt. Offensivt er vi rimeligt med, indtil Peter vrider rundt på sin fod efter ca. 10 minutter, hvorefter vi kun har en enkelt udskifter, og det tvinger os til at spille en del 4-2. Vi kommer hurtigt bagud med 4-5 mål, men får kæmpet os op og er kun bagud med et enkelt mål ved pausen.

I pausen snakker vi om at vi skal overholde de aftaler vi har lavet, og fortsat køre på og hænge i, for at forsøge at køre Aalborg HK trætte - desværre kommer vi ikke ret godt i gang med anden halvleg, hvor vi afslutter og vurderer for dårligt, og Aalborg HK trækker fra, og vi kommer igen bagud med 5. Herefter ændrer vi lidt på forsvaret, hvor vi tager først en og derefter to af deres spillere væk, forsøger os med 3-3-forsvar og til allersidst helbanepres. Samtidig kommer Frederik Holst på mål, og han har nogle store redninger i den sidste del af kampen, og så scorer Godsk sejrsmålet på tomt mål til allersidst, hvor Aalborg HK satser hele butikken og spiller uden målmand, fortæller Krarup og fortsætter:

- Det var ikke en specielt god kamp, men vi er max pressede på ressourcer, især efter Peters skade - og jeg kan tillade mig at være kritisk overfor vores spil, men bestemt ikke overfor drengenes fight og vilje til sejr, slutter en glad træner.

2. division, 15. runde: Aalborg HK - Mors-Thy Håndbold 25-26 (13-12)

Målscorere:
Nicolaj Spanggaard 8
Lasse Pedersen 6
Kristoffer Vestergaard 3
Frederik Nørbjerg 2
Mathias Stisen 2
Magnus Godsk 2
Peter Dal Overgaard 2
Kaare Ravn Larsen 1


Næste kamp: HC Midtjylland - Mors-Thy Håndbold
Lørdag d. 4. februar kl. 14.00 i Sportscenter Herning