Victor og Svane.JPG (2)
1.jpg (1)

Udfordrende strabadser med Nordvest Safari

Doverodde i Sydthy dannede torsdag eftermiddag rammen om 2. etape i et samarbejde mellem Mors-Thy Håndbold og Nordvest Safari. Sidstnævnte holder til i den gamle købmandsgård beliggende i naturskønne omgivelser ved Limfjorden, hvor der var tilrettelagt fire forskellige udfordrende aktiviteter under overskriften ”Til lands, til vands og i luften”, som Mors-Thy-drengene skulle igennem: Bueskydning med en straf-runde i tilfælde af en misser, ”Pælen” som skulle transporteres gennem en bane med forhindringer, på vandet med svømning, sit-on-top-kajak og rib-båd og sidst men ikke mindst rappelling fra købmandsgårdens 42 meter høje silo.

Fra starten gjorde cheftræner Søren Hansen det klart, at det var konkurrence, og de fire grupper lignede nogen, der havde forstået præmissen - der blev i hvert fald kæmpet hårdt for at op nå de bedste resultater og tider, samtidig med at der blev overskredet nogle grænser.

Henrik Tilsted var en af de spillere, som blev alvorligt udfordret på taget af siloen - bare det at stå på toppen var en overvindelse for venstrefløjen:
- Det var en katastrofe, at vi overhovedet skulle i nærheden af den silo! Jeg var presset bare ved at stå oppe på toppen og havde det ikke specielt godt. Heldigvis havde Dahlin og Lindgren overskud til at rappelle en ekstra tur ned, så jeg ikke skulle ud over kanten. Ellers har det været en fed dag med nogle udfordrende aktiviteter, og det har været sjovt at blive stillet i nogle situationer, hvor ingen af os er på hjemmebane. Vi havde et fantastisk hold med Dahlin, Lindgren, Balsby og mig selv, og jeg synes at vi har været gode til at samarbejde og hjælpe hinanden, og vi endte selvfølgelig også på en sikker førsteplads.

Asbjørn Madsen havde også en god dag i Doverodde - dog var det noget helt andet end de fysiske udfordringer som bekymrede den store stregspiller:
- Jeg var seriøst bekymret for, om Heino skulle spændes i selerne oppe i tårnet og så ud over kanten på siloen - så havde der været alvorlig sammenstyrtningsfare. Og så er jeg ret glad for, at Ronnie overlevede rib-båden, hvor instruktøren helt uagtsomt skubbede ham i vandet, siger Asbjørn med et smil og fortsætter: - Men ellers har det været en god dag, og det har været dejligt at se folk i andre elementer end på håndboldbanen.

For trænerteamet Søren Hansen og Heino Holm har dagen været givtig på flere parametre:
- Det er jo bredspektret, når vi laver en dag som i dag, og vi har fokus på mange ting: Heino og jeg er nye, og der er flere nye spillere på holdet, så spillerne lærer hinanden at kende og får set hinanden i nogle anderledes situationer og i nogle andre elementer end på håndboldbanen, forklarer Søren og fortsætter:

- Det er brugbart for os at se den enkelte spillers reaktionsmønster og overvære kommunikationen spillerne imellem på holdene - hvem gør hvad, hvem tager teten og hvem tager en for holdet. Det har været en god dag, og spillerne har været positive hele vejen igennem. Jeg har ikke hørt én eneste brokke sig over de udfordringer de er blevet stillet overfor, og alle har givet sig 100 % hele dagen - så jeg var glad, da jeg kørte fra Doverodde, lyder det afslutningsvist fra cheftræneren.

Nu venter sidste og afsluttende del af samarbejdet med Nordvest Safari, som finder sted i Nationalpark Thy d. 22. august.