Svend_Tilsted_Brøl.JPG
Søren Hansen.jpg

Velkommen til opstart 19/20

Tirsdag går det for alvor løs igen, når Mors-Thy Håndbold tager hul på sæson 19/20. Cheftræner Søren Hansen og den nye spillertrup mødes for første gang, og arbejdet mod sæsonstarten begynder.

- Endelig er det blevet tid til opstart. Jeg glæder mig meget til at komme i gang igen og ser frem til at se alle drengene og byde de nye velkommen efter en god sommerferie, lyder det fra Søren Hansen, som fortsætter:

- Der skal arbejdes hårdt i de kommende uger frem mod første kamp, og der venter drengene en fysisk krævende periode med mange træningspas i hallen og i styrkelokalet, så jeg håber, at de kommer tilbage i fin form ovenpå ferien.

Tre af Mors-Thy Håndbolds spillere dukker ikke op til træningen tirsdag - Kasper Lindgren, Frederik Tilsted og nytilkomne Jens Dolberg er til U21 VM i Spanien.

- Det er lidt en udfordring, at Lindgren, Tilsted og Dolberg ikke er med til de første ugers træning, men vi er superstolte over at de tre repræsenterer Danmark til VM, lyder det afsluttende fra cheftræneren.

Har du lyst til at komme og se truppen for den kommende sæson, er du velkommen til at overvære den første træning tirsdag d. 23. juli kl. 10.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors.