Nickolei Jensen - color sh.jpg
Allan_Viceanfører.JPG

Viceanfører Toft Hansen

Allan Toft Hansen er udnævnt til viceanfører på holdet 16/17

Allerede i sidste del af sæson 15/16 var det tydeligt, at Allan Toft Hansen fik en mere central rolle på banen i form af en del spilletid i både forsvar og angreb. I denne sæson er Allan tiltænkt en større og endnu mere central rolle på holdet og udenfor banen - træner Jan Paulsen har nemlig udnævnt det unge talent til holdets viceanfører:

- Valget er faldet på Allan, da jeg håber at det kan løfte ham som spiller. Der udover håber jeg selvfølgelig også på, at han vokser som person ved at få noget mere ansvar, og jeg er spændt på at følge Allan og hans udvikling i det kommende år.

Hovedpersonen selv tager sit nye hverv med ophøjet ro:
- Jeg er glad for det, og det er dejligt med noget tillid. Jeg er sikker på, at det vil løfte mit spil, og samtidig vil det udfordre mig på det personlige plan. Jeg er normalt en stille og rolig fyr, så det bliver en udfordring for mig at skulle stille mig frem og være en leder i truppen.

Ud over opgaven som viceanfører, er det også mig der er opvarmningsmester - altså det er mig, der styrer hele truppens opvarmning inden vores kampe. Det passer mig ganske fint, for det er også med til at give mig mere ansvar, forklarer Allan.

Og Allan har glædet sig til at komme i gang til denne opstart - for første gang i mange år har han nemlig haft en håndboldfri sommerferie, da han valgte at sige nej tak til udtagelsen til U20-landsholdets træningsamlinger hen over sommeren og dermed også det forestående U20 EM på dansk jord:
- Jeg trængte til en pause fra landsholdet, og jeg har virkelig nydt en sommer uden håndbold. Til gengæld er jeg nu ladet 100 % op, og det kommer forhåbentligt Mors-Thy Håndbold til gode.

Det var fedt at starte op i torsdags, og det var virkelig dejligt at være tilbage på håndboldbanen igen, selv om opstartsugerne er hårde. Det gode ved vores opstart her i Mors-Thy Håndbold er, at træningerne er så varierede - det er ikke bare løb og styrke i de første uger, vi har også masser af haltræninger, og det er skønt.

Det var også dejligt at se alle de gamle igen og lidt underligt med så mange nye, som det er tilfældet i år, men allerede nu her efter et par dage, synes jeg at vi snakker fint på kryds og tværs af nye og gamle spillere, og der er god stemning i truppen, lyder det afslutningsvist fra Toft Hansen.