Victor og Svane.JPG (2)
Lasse P (2).JPG

Videre i Santander Cup efter tæt drama

Med en sejr over Lemvig-Thyborøn Håndbold spillede Mors-Thy Håndbold sig her til aften videre til 1/8-finalerne i Santander Cup. Det blev et spændende og helt tæt opgør, som først blev afgjort med Sander Øverjordets enlige scoring, som faldt med et halvt minut tilbage af kampen. Dermed tog Mors-Thy den fjerde sejr af lige så mange mulige mod vestjyderne i denne sæson.

Mors-Thy bedst fra start
Mors-Thy Håndbold kom bedst ud af starthullerne i det vigtige opgør. Der var stærkt og tempofyldt angrebsspil på menuen, og Mors-Thy Håndbold bragte sig hurtigt foran med tre mål. Hjemmeholdet kom bedre ind i kampen, udlignede og kom foran 10-9 efter 22 minutters spil. Især Nicolaj Spanggaard voldte sine tidligere holdkammerater problemer. Rasmus Bech havde et par vigtige redninger i første halvlegs slutning, som gjorde at Mors-Thy Håndbold var foran med et enkelt mål ved pausen.

Stærk Lasse P.
Fra anden halvlegs start trak Mors-Thy Håndbold fra. Det blev 15-20 og 17-22 blandt andet grundet en storspillende Lasse P. En udvisning og efterfølgende et par Lemvig-scoringer på tomt mål fik Lemvig-Thyborøn ind i kampen igen, og hjemmeholdet kom på 23-24 med fem minutter tilbage af kampen. Begge hold brugte en timeout, inden Hoxer gav sit hold lidt luft med scoringer til 23-25 og 24-26.

Afgjort af Sander Ø.
Det var også Hoxer, der skaffede Mors-Thy Håndbold et frikast med godt et halvt minut og tre afleveringer tilbage at gøre godt med. Et frikast som Sander Øverjordet bankede i netmaskerne bag Ronnie Nicolaisen i Lemvig-Thyborøns mål, og som sikrede Mors-Thy Håndbolds videre færd i Santander Cup. En perfekt optakt til Santander Final4 i Boxen d. 19. + 20. juni.

Santander Cup, 6. runde: Lemvig-Thyborøn Håndbold - Mors-Thy Håndbold 25-27 (12-13)

Målscorere:
Lasse Pedersen 6
Mads Hoxer Hangaard 5
Emil Bergholt 4
Jacob Hessellund 4 (2)
Bjarke Christensen 4 (2)
Erik Toft 2
Jonas Gade 1
Sander Øverjordet 1

Udvisninger: Lemvig-Thyborøn Håndbold 4, Mors-Thy Håndbold 4

Stillinger undervejs: 0-2, 2-5, 6-7, 6-9, 10-9, 11-13, 13-15, 14-18, 15-20, 17-20, 17-22, 20-23, 23-24

Tilskuertal: 303

Kommende kamp:
Træningskamp: Mors-Thy Håndbold - Malmø HK
Onsdag d. 9. juni kl. 16.00 i thansen Arena, Fredericia