Victor og Svane.JPG (2)
Santander Rækker Mølle.jpg

Videre til 1/8-finalen i Santander Cup

Mors-Thy Håndbold er videre til 1/8-finalen i Santander Cup efter aftenens sejr over Rækker Mølle Håndbold. Mors-Thy Håndbold kom planmæssigt fra start, og via 16-8 efter de første 30 minutter sluttede kampen med en storsejr på 33-19.

Bjarke: Folk byder godt ind
- Kampen forløb, som den skulle. Vi kommer forholdsvis komfortabelt foran fra start af - så bøvlede vi lige lidt med det i starten af anden halvleg, hvor Rækker Mølle kommer op på minus 6 - altså uden at vi på noget tidspunkt er i fare. Jeg synes, at folk byder godt ind, og vi kommer herfra med en sejr, som betyder at vi er videre i pokalen, siger Bjarke Christensen og fortsætter:

- Det var dejligt at spille igen efter 5 måneder og med nogle tilskuere på lægterne - fantastisk at se at så mange fra Bette Balkan havde taget turen herned for at støtte os. Det sætter vi utrolig stor pris på i truppen, og det er allerede noget, som vi snakker om i omklædningsrummet.

Fin indstilling - igen
For cheftræner Jonas Wille var det første kamp med noget på spil, og det slap både han og spillertruppen ganske fint fra.
-Jeg synes, at der var en fin indstilling, og i en kamp som den her, så vinder man, hvis man viser god indstilling, og det var der hele vejen. Så var der en lille periode i anden halvleg, hvor vi ligesom var lidt på vej ned, så snakkede vi lidt om det, og så var det 100 % igen - og det, synes jeg, er det vigtigste, lyder det fra Wille, som havde roser til Frederik Tilsted efter kampen.

- Tilsted spillede en vældig god kamp. I og med at han sad ude i kampen mod TTH Holstebro, hvor Sander spillede godt, så var det fint, at han kom i gang og spillede godt i dag, så vi har begge playmakere i gang. Tilsted er god til at sætte spillet op, god på assist-spillet, og jeg har en god kommunikation med ham på bænken, og jeg nyder at have to playmakere, som er så gode, siger Jonas Wille.

Revanche til gode
For Mors-Thy Håndbolds norske cheftræner var sejren lidt ekstra sød, da han som HC Midtjylland-træner for et voldsomt decimeret mandskab blev smidt ud af Santander Cup af netop Rækker Mølle Håndbold, sidste gang han var i Danmark.

- Jeg er tilfreds! Sidst jeg var i Danmark, tabte jeg til Rækker Mølle i Santander Cup med HC Midtjylland, så det var dejligt med revanche.

Santander Cup, 6. runde: Rækker Mølle Håndbold - Mors-Thy Håndbold 19-33 (8-16)

Målscorere:
Bjarke Christensen 8 (2)
Jens Dolberg 6
Mads Hoxer Hangaard 5
Erik Toft 4
Frederik Tilsted 3 (1)
Emil Bergholt 3
Frederik Bjerre 2
Jacob Bjørn Hessellund 1 (1)
Jacob Hansen 1

Stillinger undervejs: 0-2, 2-5, 2-8, 4-11, 6-14, 11-19, 11-21, 15-21, 16-24, 18-28, 18-30

Udvisninger: Rækker Mølle Håndbold 2, Mors-Thy Håndbold 2

Tilskuertal: 150

Dommere: Kasper Ragborg Olesen og Rune Godske Bachmann

Kommende kamp:
Træningskamp: Mors-Thy Håndbold - Århus Håndbold
Torsdag d. 20. august kl. 16.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Kampen efterfølges af Præsentation af Spillertruppen 20/21

Følg med på www.morsthy.dk og vores sociale medier for information om billetter til kampen.