Victor og Svane.JPG (2)
Christoffer-Cichosz_1.jpg

Årets sidste hjemmekamp

Slutspillet er slut. 6 kampe på 18 dage er overstået, når den allersidste kamp på hjemmebane i sæson 16/17 er spillet lørdag aften i Jyske Bank Mors Arena. Vi tager imod denne sæsons store overraskelse i 888ligaen fra Ribe-Esbjerg HH, som spiller for en plads i semifinalen mod enten Skjern Håndbold eller Aalborg Håndbold. 

I grundspillets to kampe havde vi styr på Ribe-Esbjerg HH og hentede to sejre på hhv. 22-16 i sæsonens første hjemmekamp, og 24-26 efter en tæt kamp i Ribe i vores fremragende december måned. Derimod led vi et klart nederlag på 28-21 i den omvendte slutspilskamp i Esbjerg for blot 10 dage siden.

For syv af Mors-Thy spillerne er kampen lørdag den sidste for Mors-Thy Håndbold i denne omgang - en af dem er anfører Christoffer Cichosz, som ser frem til kampen med blandede følelser:

- Det er en kamp fuldstændig uden betydning for os - vi har kun æren at spille for, mens vores modstander fra Ribe-Esbjerg HH har alt at vinde. Jeg håber at det bliver en kamp, hvor vi får sluttet en god sæson godt af på hjemmebane. Der var masser af gode ting især i anden halvleg i kampen mod TTH Holstebro: Vi spillede løssluppent og med fart, hvilket klædte os godt, synes jeg - og det skal vi tage med til kampen mod REHH. 

For mig personligt bliver det da specielt, at det er den sidste kamp på hjemmebane her i Mors-Thy Håndbold. Det har været tre meget forskellige men gode år, og det bliver da en smule trist med den sidste kamp på vores sindssygt fede hjemmebane, men jeg glæder mig og håber at vi kan levere en god indsats, så vi får folk med på lægterne, og alle får en fed oplevelse, lyder det fra anføreren.

Ud over Cichosz skal vi også sige farvel til János Stranigg, Jens Chr. Brauner, Mathias Stisen, Peter Dal Overgaard, Mads Primdahl, Nikolaj Pedersen og cheftræner Jan Paulsen, som alle stopper i Mors-Thy Håndbold. Dueholm Blomster har været så venlig at sponsere en lille erkendtlighed til dem alle.

Vi skal også kåre Årets Spiller og Årets Talent, og i lighed med sidste sæson er det Thisted Forsikring, som står bag kåringerne. Spændingen udløses umiddelbart efter kampen. Efter kåringer og farveller er der fri adgang på banen, hvor alle er velkomne, og hvor spillere, trænere mm. vil være til stede og til rådighed for en snak og en selfie. Der sælges pølser, øl og vand. Ved køb af to pølser m/ brød, modtager du en bon med mulighed for at vinde fine præmier heriblandt Cichosz’ pink udebanetrøje.

Der er kun én ting at sige: KOM I JYSKE BANK MORS ARENA, så du kan være med til at fejre sæsonen der er gået sammen med spillere, trænere, sponsorer, frivillige, tilskuere - kort sagt alle i og omkring klubben for endnu en fantastisk sæson i Mors-Thy Håndbold.

Slutspil 888ligaen, 6. runde: Mors-Thy Håndbold - Ribe-Esbjerg HH
Lørdag d. 29. april kl. 18.30 i Jyske Bank Mors Arena

Dommere: Per Olesen og Jesper Madsen

Billetter kan købes her: http://shop.morsthy.dk/

Kampen sendes på Tv2 Sport med optakt fra kl. 18.00. Der udover kan den følges via liveopdateringer på http://tophaandbold.dk/livescore eller live på Limfjord Plus med Jan K.

Fra Ribe-Esbjerg HH’s hjemmeside: http://www.rehh.dk/afgorelsens-dag/