Næste kamp:

11/11-2026

Forsvarschef Kasper Didriksen forlænger sin kontrakt til 2029

En vigtig brik er på plads i Mors-Thy Håndbold for de kommende to sæsoner - Kasper KD Didriksen har forlænget sin aftale, så den nu løber til 2029. Den store stærke stregspiller er i gang med sin fjerde sæson i denne omgang i Mors-Thy Håndbold og har en fortid på Mors-Thy Håndbold Akademi.

- Jeg har forlænget, fordi jeg er glad for at være i Mors-Thy Håndbold. Jeg føler mig hjemme her, hvor det er som at være en del af en stor familie. Der er mange ting, der har talt ind i en forlængelse: Mit ansvar er vokset over årene, og det samme er tilliden fra trænere og klubben - læg dertil mere og mere spilletid i begge ender, og at jeg er blevet en del af anførergruppen. Der er god harmoni på holdet, og energien og stemningen er god, og jeg har en rolle og en hverdag her, som jeg virkelig trives i, lyder det fra Kasper Didriksen, som fortsat drømmer stort med Mors-Thy Håndbold:

- Jeg vil rigtigt gerne spille semifinaler igen, og jeg drømmer også om Final4. Vi skal blive ved med at arbejde og kæmpe for, at Mors-Thy Håndbold er en del af slutspillet, og så skal vi være et hold, som laver overraskelserne, som vi har været gode til i de seneste sæsoner, lyder det fra Kasper Didriksen, som sammen med Sebastian Barthold og Rasmus Henriksen udgør Mors-Thy Håndbolds anførergruppe.

- Kasper KD Didriksen er en klassefyr for truppen, hvor han som en del af anførergruppen for holdet har en stor rolle både på og udenfor banen. Han er vores forsvarschef og er med sin internationale fysik en utrolig vigtig byggesten for vores defensiv. Som tovejsspiller, der spiller rigtig mange minutter, bidrager han stort i begge ender af banen og er en vigtig del af vores DNA i Mors-Thy Håndbold. KD har udviklet sig flot, siden han kom til fra 1. division og HC Midtjylland, og han har været en væsentlig faktor i de seneste års flotte placeringer. Vi er derfor meget stolte over, han har valgt at forlænge med os, hvilket understreger vores ambitioner fremadrettet, lyder det fra Mors-Thy Håndbolds administrerende direktør, Ian Marko Fog.

Kasper Didriksen
3. maj 1999
Højde: 198 cm / Vægt 108 kg.
Tidligere klubber: Løgstrup IF, Viborg HK, HF Mors, HC Midtjylland
Bosat i Herning med Frederikke

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Og få alt det vigtigste fra klubben - direkte i din indbakke.


  • Bliv en del af fælleskabet og få seneste nyt om kampe, spillere og begivenheder samt eksklusive fordele.

Når du sender formularen, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid tilbagekalde din accept.