Mors-Thy Håndbold er klar til Final4 efter vanvittigt drama
Der var drama for alle pengene, da Mors-Thy Håndbold onsdag aften spillede sig videre til Pokalturneringens Final4. Efter 60 nervepirrende minutter kunne Mors-Thy juble over en 33-32-sejr på udebane mod Skanderborg AGF.
Mors-Thy Håndbold kom bedst fra start og var foran i store dele af første halvleg, men hjemmeholdet sluttede stærkt af og kunne gå til pause med en føring på 17-16. Efter pausen fortsatte det tætte opgør, og Mors-Thy måtte kæmpe hårdt for at holde sig inde i kampen. Med ni minutter igen var situationen kritisk, da Skanderborg AGF havde bragt sig foran 30-27.
Men Mors-Thy nægtede at give slip. Med stærkt spil - ikke mindst i 7-mod-6 - leverede Mors-Thy Håndbold et fremragende comeback. Fire scoringer i træk fra blandt andre Kasper Didriksen, Sebastian Barthold, Lasse Pedersen og Anton Houe vendte sammen med et par store redninger fra Oliver Larsen kampen, så Mors-Thy pludselig var foran 31-30.
Skanderborg AGF fik udlignet, men Lasse Pedersen bragte igen Mors-Thy foran. Med 35 sekunder tilbage udlignede hjemmeholdet endnu en gang, og dermed stod der 32-32 på tavlen.
I kampens sidste sekunder fik Mors-Thy muligheden for at afgøre det. Frederik Bak fandt Anton Houe med en perfekt vip-aflevering, og Houe kom flyvende og sendte bolden i nettet til 33-32.
Oliver Wosniak blev Mors-Thys topscorer med otte mål, mens Sebastian Barthold scorede syv, Anton Houe fem og Lasse Pedersen fire. Sejren betyder, at Mors-Thy for tredje gang i klubbens historie er klar til Final4 lørdag d. 20. og søndag d. 21. februar 2027.
Lodtrækning til semifinalerne sker torsdag d. 12. november efter kvartfinalen mellem Bjerringbro-Silkeborg og Skjern Håndbold.
Vi opfordrer vores fans til at vente med at købe billetter til Final4. Information om billetter til Mors-Thy Håndbolds fanhjørne følger snarest.
Pokalturneringen Kvartfinale: Skanderborg AGF - Mors-Thy Håndbold 32-33 (17-16)
Målscorere:
Oliver Wosniak 8
Sebastian Barthold 7 (3)
Anton Houe 5
Lasse F. Pedersen 4
Mads-Peter Lønborg 2
Frederik Bak 2
Kasper Didriksen 2
Lasse Mathias Pedersen 1
Kasper Lindgren 1
Simon Skovhus 1
Udvisninger: Skanderborg AGF 6, Mors-Thy Håndbold 3
Stillinger undervejs: 2-3, 5-7, 6-9, 10-13, 13-15, 15-15, 20-17, 24-20, 28-25, 30-27, 30-29, 30-31, 32-32
Tilskuertal: 2.347
Kommende kamp:
Betoro Herreligaen: TTH Holstebro - Mors-Thy Håndbold
Lørdag d. 14. november kl. 16.00 i Gråkjær Arena
Billetter: https://tth.eventii.dk/