Næste kamp:

05/11-2026

Oktober 2026

Oktober blev en måned med både historiske øjeblikke, hårde kampe og masser af aktivitet uden for banen for Mors-Thy Håndbold. European League bød på klubbens første sejr nogensinde i gruppespillet, mens der også blev skrevet nye kapitler i klubbens historie med både kontraktforlængelser, nye sponsorater og et stærkt økonomisk resultat.

Historisk europæisk sejr
Den helt store sportslige oplevelse kom allerede i begyndelsen af måneden. Den 6. oktober besejrede vi ungarske MOL Tatabánya KC med 35-33 i Thyhallen og sikrede dermed klubbens første sejr nogensinde i European Leagues gruppespil. Den europæiske succes blev dog ikke fulgt op med flere point i oktober. Mod slovenske RD LL Grosist Slovan blev det til et nederlag på 30-36.

En svær måned i Herreligaen
I Herreligaen blev oktober mere udfordrende. Måneden begyndte med to klare nederlag til hhv. Nordsjælland Håndbold og Sønderjyske Herrehåndbold. På udebane mod Aalborg Håndbold blev forskellen også tydelig med et nederlag på 26-37. Til gengæld var det masser af fight i hjemmekampen mod Bjerringbro-Silkeborg, hvor vi var bagud med hele ni mål efter 16 minutter, men kæmpede os tilbage og var endda foran i slutfasen. Desværre formåede vi ikke at fuldende comebacket, og kampen endte med et knebent nederlag.

Lasse Pedersen bliver til 2029
En af månedens vigtigste nyheder blev offentliggjort i forbindelse med kampen mod BSH: Klublegenden Lasse P. forlængede sin kontrakt med Mors-Thy Håndbold frem til juni 2029. Lasse kom til klubben i 2013 og er blevet klubbens alltime-topscorer og en central kulturbærer. Forlængelsen understreger klubbens stærke lokale identitet og betydningen af kontinuitet i truppen.

Nye og forlængede partnerskaber
På sponsorsiden var oktober også en aktiv måned. Dencker A/S blev præsenteret som ny sponsor i Mors-Thy Håndbold, og samtidig blev flere eksisterende samarbejder forlænget. Blandt dem var Kvix, Nybolig Morsø, Hotel Thisted, TypoGraphic A/S og Tican Fresh Meat. Det er en vigtig del af fundamentet omkring Mors-Thy Håndbold, hvor de lokale og regionale virksomheder spiller en central rolle i klubbens fortsatte udvikling.

Rekordomsætning og historisk overskud
Mors-Thy Håndbold kunne offentliggøre en rekordomsætning på 17 millioner kroner og et overskud på 267.000 kroner.Resultatet kommer efter en sæson med semifinaleplads i Herreligaen og kvartfinale i Pokalturneringen. Klubben havde samtidig hele 22 tv-kampe, svarende til omkring 1,6

Veteran Match og fællesskabet omkring klubben
Oktober handlede ikke kun om resultater og økonomi. Den 3. oktober var Mors-Thy Håndbold en del af DIF’s Veteran Match, og kampen mod Nordsjælland blev brugt til at hylde tidligere udsendte og deres pårørende. Sebastian Barthold, Anton Houe og Simon Skovhus spillede i særlige Veteran Match-trøjer, som efterfølgende blev signeret og sat på auktion.

Der var også fokus på fællesskabet omkring de europæiske kampe. Blandt andet inviterede Bette Balkan til fælles håndboldaften på Fjord Bryggeri, mens Mors-Thy spillede europæisk på udebane hos islandske Valur.

Nu ser vi frem mod en november, som allerede er startet godt med en sejr i Fredericia. Her venter også en vigtig kvartfinale mod Skanderborg AGF, som giver adgang i Pokalfinalens Final4.

 

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Og få alt det vigtigste fra klubben - direkte i din indbakke.


  • Bliv en del af fælleskabet og få seneste nyt om kampe, spillere og begivenheder samt eksklusive fordele.

Når du sender formularen, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid tilbagekalde din accept.