Næste kamp:

29/08-2026 af: Stuggi

Vores talentfulde playmaker Anton Houe forlænger til 2030

Tre år mere med Anton Houe i den blå trøje. Mors-Thy Håndbold og Anton Houe er blevet enige om at forlænge den nuværende kontrakt, så den nu løber til juni 2030. Anton er født og opvokset på Mors, og har haft hele sin håndboldopvækst i HF Mors og på Mors-Thy Håndbold Akademi med en enkelt afstikker til ISI Idrætsefterskole, inden han i 2023 blev en del af Mors-Thy Håndbolds Talenttrup og i 2024 indlemmet i ligatruppen.

- Der har været interesse fra andre klubber, men det har været en nem beslutning for mig, for jeg har hele tiden gerne villet forlænge min aftale her. Jeg føler, at der er en gensidig tro på hinanden, klub, trænere og mig imellem, hvilket helt klart har været med til at præge min beslutning.

Jeg er en af dem, der har stået på lægterne og drømt om at spille for Mors-Thy Håndbold, da jeg var ungdomsspiller, og det er dejligt at det hårde arbejde gennem ungdomsårene bærer frugt nu. Det er helt vanvittigt for mig at spille her med en stor rolle på holdet, og jeg håber, at jeg kommer til at sætte mit præg og være en positiv forskel for Mors-Thy Håndbold. Jeg tror på projektet, og jeg glæder mig til de kommende sæsoner her i klubben og foran de fans, som jeg selv har stået iblandt for få år tilbage, lyder det fra Anton Houe.

- Vi er glade og stolte over, at endnu en af vores egne har taget turen fra vores ungdomsafdeling til ligaholdet - det er alt det, vi gerne vil stå for som klub i forhold til vores talentudvikling. For mig personligt er det også en god case, for det er en ung mand, som jeg har et særdeles godt kendskab til - da jeg trænede Anton for første gang, da han var 2. års U10-spiller. Siden har jeg fulgt ham og oplevet ham lægge lag på fysisk, håndboldmæssigt og mentalt, og jeg er stolt over den måde, han er modnet ind i seniorverdenen på og nu klar til at tage en stor rolle på ligaholdet, siger Mors-Thy Håndbolds assistenttræner, Henrik Tilsted.

- Vi er enormt stolte over, at det er lykkedes os at forlænge med vores meget talentfulde playmaker Anton Houe. Anton er et produkt af vores fremragende akademi, og han er er både Ungdomsverdensmester og vandt DM med vores eget U19 hold i en historisk finale mod GOG. Anton er udset en nøglerolle på holdet i de kommende år. Med sin eksplosive og kompromisløse stil er han både målfarlig og god til at skabe overtal til de andre. Samtidigt passer hans personlighed fantastisk ind i klubben. Vi ved, at han er blevet jagtet af flere af vores konkurrenter, og det sætter et stærkt signal for fremtiden, at Anton har valgt at blive hos os, hvor hans udviklingsmuligheder er perfekte, lyder det fra Mors-Thy Håndbolds direktør, Ian Marko Fog.


Anton Houe
19. juli 2005
Højde 184 cm / Vægt 86 kg.
Bosat i Nykøbing Mors
Kæreste med Silje
Arbejder hos Thansen
Personlig sponsor: Fredsø

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Og få alt det vigtigste fra klubben - direkte i din indbakke.


  • Bliv en del af fælleskabet og få seneste nyt om kampe, spillere og begivenheder samt eksklusive fordele.

Når du sender formularen, accepterer du samtidig vores privatlivspolitik. Du kan altid tilbagekalde din accept.