Magnus Houe Victor.JPG
DR7A3054.JPG (1)

April - du var alletiders!

April har stået i slutspillets tegn. Fire kampe har vi spillet, og det er der kommet i alt syv point ud af - med det resultat at vi har spillet bolden på egen banehalvdel og selv kan afgøre, om vi skal spille semifinaleserie mod Aalborg Håndbold.

Sportsligt
Vi startede slutspillet på hjemmebane i Thyhallen mod TTH Holstebro og foran en brandvarm Thyhal sikrede vi de to første point. Vi fortsatte de gode takter med et stærkt point ude mod Skanderborg AGF Håndbold efterfulgt af to point ude mod Bjerringbro-Silkeborg med over 150 blå fans på lægterne og to point hjemme mod SAH.

Det satte os i den gunstige position, at vi skulle bruge ét enkelt point i de sidste to kampe. Vi var tæt på i Holstebro i fredags, hvor det blev til et et-målsnederlag, og nu venter den sidste og afgørende kamp mod Bjerringbro-Silkeborg på søndag d. 10. maj kl. 16.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors, hvor vi samtidig afvikler PartnerMatch, og hvor Thy Rock, Thisted Kloakservice, Humlum Brød, Thisted Bryghus og Bette Balkan inviterer til fest fra kl. 14.00 i hal 2.

Vores 2. divisionshold satte punktum for en flot sæson. Med 8 sejre ud af 10 mulige og en målscore på +45 i foråret tog de talentfulde drenge 1. pladsen og er dermed puljevinder i 2. division pulje 1. 33 spillere været i kamp over sæson - det er spillere fra Mors-Thy Håndbolds Talenttrup, fra Mors-Thy Håndbold Akademis U19 og fra ligatruppen - alt sammen styret med hård hånd af Rasmus Herbst, Mikkel Zimmer og holdleder Johnny Larsen på sidelinjen.

Mors-Thy Håndbold Akademis U19 drenge var lige ved og næsten, da de spillede kvalifikationskampe til U19 DM. Modstanderne var de senere sølvvindere fra SHEA (Skanderborg AGF), og begge kampe var helt tætte, men SHEA gik videre som samlet vinder efter to fantastiske kampe med talentfulde spillere på begge hold. Nye stjerner er på vej - det er vi ikke i tvivl om.

Spillere
Der gik nok et sus igennem de fleste Mors-Thy Håndbold-fans, da Victor Norlyk udgik i vores udekamp mod Bjerringbro-Silkeborg efter et slag til hovedet. Vi frygtede det værste for ”Viggo”, men heldigvis var det ikke så slemt som først antaget, og Victor er tilbage på banen igen.

Og heldigvis for det - mest for Victor selv, men naturligvis også for Mors-Thy Håndbold. For selv om holdkammeraterne i den grad steppede op og vandt kampene mod BSH og SAH, så er det nu rart at have nr. 19 med på holdkortet. Et stærkt forår har igen fået landstræner Nikolaj Jacobsen til at kigge mod Mors-Thy Håndbold, og Victor er udtaget til samling d. 12.-18. maj inkl. to landskampe mod Tyskland i hhv. Royal Arena fredag d. 15. maj og Lanxess Arena i Køln søndag d. 17. maj.

Victor var - naturligvis fristes man til at sige - også på Grundspillets Hold som sæsonens bedste playmaker. Statistikkerne talte deres eget tydelige sprog:  Samlet antal scoringer: 221. Samlet antal assists: 105. Samlet effektivitet: 74.16%. Samlet MEP-score: 152.76. Victor havde i øvrigt fornemt følgeskab på Grundspillets Hold af Frederik Tilsted, Frederik Bjerre og Magnus SP, som alle tidligere har slået deres folder i Mors-Thy Håndbold og på Mors-Thy Håndbold Akademi. 

Gustav Sunesen og Johannes Dalsgaard skal afsted med M20-landsholdet sammen med landstræner Dennis Bo Jensen, Ludvig Bruun er igen indkaldt til M18-landsholdet, og Jens Peter Hoxer (Yes, det bliver i familien… 😊), Jeppe Knudsen, Louie Paulsen og Rasmus Lang Havemann fra Mors-Thy Håndbold Akademi er alle indkaldt til National Samling.

 På spillersiden har vi hentet norske Sebastian Barthold i Magdeburg, og vi har lavet en længerevarende aftale med førnævnte stortalent Ludvig Bruun fra Mors-Thy Håndbold Akademi. Derudover har vi forlænget aftalen med vores trænerteam, Cheftræner Dennis Bo Jensen og assistenttræner Henrik Tilsted, så vi nu har papir på hinanden til 2029. Vi har sendt træner Rune Lanng videre til Skive fH, hvor han skal være assistenttræner på det nyoprykkede ligamandskab, og vi sender Rasmus Madsen sydpå til Sønderjyske Herrehåndbold.

 Lasse P. satte rekord som mest scorende spiller i Mors-Thy Håndbold nogensinde. Klubikonet Morten Balling havde indtil da siddet tungt på tronen, men Mors-Thy Håndbolds nr. 11 overhalede Balling i den første slutspilskamp mod TTH Holstebro og med målene siden da, rammer vores solide højre fløj nu 776 mål i den blå trøje.

Business wise
April blev også måneden, hvor vi landede og præsenterede vores nye hovedsponsoraftale. Den største aftale i Mors-Thy Håndbolds historie og et stærkt samarbejde mellem Thisted Forsikring og Sparekassen Thy, som har givet hånd på tre år som fælles hovedsponsor for Mors-Thy Håndbold.

Tal, tal, tal
De fire slutspilskampe i april er blevet set live af 7.018 tilskuere. Alle fire kampe er blevet vist på TV2 Sport med over 200.000 seere samlet. Vores sociale medier er populære - næsten 1,8 mio. visninger på 30 dage. Det er æ’ så ringe endda.

Semifinaler?
I skrivende stund mangler vi stadig ét enkelt point for at sikre os en plads i semifinalerne. Lykkes det, står vi overfor mægtige Aalborg Håndbold. Vi missede den første mulighed i Holstebro i fredags, men en ny venter på søndag, hvor over 1.800 allerede har sikret sig billet. Det bliver vildt, og vi glæder os!