Magnus Houe Victor.JPG
Christoffer Stuff Brorson.jpg

Christoffer ”Stuff” Brorson forlænger til 2027

Mors-Thy Håndbold og Christoffer ”Stuff” Brorson Hansen har forlænget den nuværende aftale, så parterne har papir på hinanden til sommeren 2027. 21-årige Christoffer Brorson blev en del af Mors-Thy Håndbolds ligatrup forud for den igangværende sæson, hvor han danner makkerskab med Magnus Norlyk på venstre fløj.

- Det har været en let beslutning: Jeg er glad for at være i Mors-Thy Håndbold. Jeg føler mig tryg i rammerne her og er glad for mine trænere og holdkammerater, og jeg ser stadig, at jeg kan udvikle mig videre. Sæsonen er blevet meget, som jeg havde regnet med, og som jeg også var sat i udsigt i forhold til at lære af mine holdkammerater og suge erfaringer til mig. Jeg har fået de minutter på banen, som jeg havde drømt om - nu vil jeg gerne jagte nogle flere, og det glæder jeg mig til at gøre med holdet i den kommende sæson, lyder det fra Christoffer ”Stuff” Brorson.

- Stuff har gjort lige præcis det, vi havde håbet på, da vi lavede den første aftale. Han har haft nogle gode indhop i løbet af sæsonen og løst de opgaver, han skulle. Han er arbejdsom og flittig og til hver eneste træning gør han sit allerbedste. Og så er han en fuldstændig fantastisk holdkammerat, altid med overskud og i højt humør, lyder det fra Mors-Thy Håndbolds cheftræner, Dennis Bo Jensen.

- Vi er meget glade for, at en af vores egne talenter igen har valgt at forlænge sin aftale. Stuff viste senest sit lovende potentiale i kampen mod Aalborg Håndbold, hvor han med tre mål på en verdensklassemålmand som Niklas Landin leverede en stærk præstation. Han bidrager ekstraordinært i truppen på mange parametre med sin personlighed og sit smittende humør. Hvem han får som makker på venstre fløj og direkte afløser for Magnus Norlyk, forventer vi i at kunne offentliggøre i nærmeste fremtid, siger Mors-Thy Håndbolds administrerende direktør, Ian Marko Fog.

Aftalen med Christoffer Brorson løber til 30. juni 2027.

FAKTA:
Christoffer ”Stuff” Brorson Hansen, født 11. december 2004
Højde: 192 cm. Vægt: 94 kg.
Tidligere klubber: IK Frem, Aars HK & HF Mors/Skyum
Bosat i Nykøbing Mors