Magnus Houe Victor.JPG
Sebastian Barthold.png

Den rutinerede stjerne Sebastian Barthold skifter fra SC Magdeburg til Mors-Thy Håndbold fra 2026-2028

Mors-Thy Håndbold er dækket stærkt ind på venstre fløj i de kommende to sæsoner. Klubben har nemlig lavet en toårig aftale med norske Sebastian Barthold. Barthold har over 100 landskampe på det norske A-landshold, er hentet i tyske SC Magdeburg og har tidligere spillet otte sæsoner hos Aalborg Håndbold.

- Først og fremmest har Mors-Thy Håndbold en direktør, som er ret pågående, og han har på en god måde fået mig overtalt til, at det skulle være Mors-Thy Håndbold. Fog har virkelig talt godt om klubben, og jeg havde en skøn tid, da jeg boede i Danmark, så hvorfor ikke vende tilbage og prøve noget andet af.  

- Jeg har stadig store ambitioner og vil gerne være med til at tage Mors-Thy Håndbold et yderligere skridt opad. Det er en velfungerende og godt kørende klub og et godt hold, som netop er endt på en 5. plads i en af Europas bedste ligaer. Samtidig kommer jeg her med min familie, og det er vigtigt for mig, at det fungerer godt med familielivet, så det er et perfekt match for mig personligt og for os som familie, fortæller Sebastian Barthold.

- Thy og Mors virker som et område, hvor håndbold nærmest er en religion. Jeg har altid synes, at det var et forfærdeligt sted at spille grundet de intime haller med masser af larm og masser af fans, og jeg glæder mig meget til at opleve det som hjemmehold, lyder det fra Sebastian Barthold.

Mors-Thy Håndbolds administrerende direktør, Ian Marko Fog er ikke i tvivl: Det er en af de største signings i klubbens historie.

- Vi er utroligt stolte over, at det lykkedes at hente den rutinerede venstrefløj Sebastian Barthold til klubben. Med et CV indeholdende 8 nationale mesterskaber heraf 5 med Aalborg Håndbold, over 100 landskampe for Norge og to spillede Champions League-finaler er det en kæmpe kapacitet, som skal forstærke vores unge trup. Efter Kaptajn Tofts karrierestop har vi prioriteret en lignende profil, der har leveret på øverste hylde, og som kan skabe både ro og tro i vores omklædningsrum. Barthold er en yderst ambitiøs og professionel fløj med en fantastisk personlighed, som kommer til at løfte hele vores set up. Vi glæder os i den grad til at præsentere ham for vores fremragende hjemmepublikum og med hans ankomst understreger vi endnu en gang, at vi vil lege med i den sjove halvdel i en af verdens bedste ligaer, lyder det fra administrerende direktør i Mors-Thy Håndbold, Ian Marko Fog.

FAKTA:
Sebastian Barthold, født: 27. august 1991
Højde: 185 cm. Vægt: 90 kg.
Tidligere klubber: Haslum HK, Aalborg Håndbold, SC Magdeburg
Gift med Line og sammen har de 3 børn