Magnus Houe Victor.JPG
Ian.jpg

Direktøren har ordet - Omkring truppen til næste sæson

Et unikt fællesskab både på og udenfor banen, sådan vil jeg beskrive grundspillets overraskende 5. plads. Bent, den karismatiske sølvræv fra TV2 havde os som nummer 11, og de fleste andre i håndbold Danmark så os ikke som et slutspilshold. Med de prominente afgange vi havde op til sæsonen og et spillerbudget, som ikke er blandt de 10 største i Ligaen, var forventningspresset lavt.

Vi bragede ind i ligaen og lå i lange perioder i Top-4, som vi kun mistede med mindst mulige marginal. Bagsiden af medaljen ved en sådan præstation er en kæmpe jagt på vores profiler. Og tro mig, vi har i kulissen kæmpet en brav kamp for at holde på så mange som muligt. Men vi er også båret af økonomisk ansvarlighed - vi kan ikke som flere af vores konkurrenter komme ud med dundrende underskud, for så vil klubben i løbet af få år lukke ned. Det ville være en katastrofe for klubben, det fremragende talentarbejde, som er grundstenen for vores succes og for hele egnen.

Vi mister langt flere spillere denne sæson end vi ønsker. En stor del af årsagen er økonomi, men det er langt mere komplekst end det. Gigantiske muligheder, manglende spilletid, naturligt karrierestop - det er sjældent en sort/hvid betragtning. På trods af at vi er vækstet med næsten 3,5 millioner i omsætning indenfor de seneste år, er vi milevidt fra toppen i en liga, hvor de største stjerner tjener over 3 millioner om året og helt op til 4,5 millioner. Når det er konstateret, er vi umådeligt stolte over de store profiler, det er lykkedes os hente ind som erstatninger for dem, der forlader os.

Vores topambassadør Henrik Toft Hansen indstiller en lang glorværdig karriere på stregen af naturlige årsager og bliver afløst af ungdomsverdensmester Jonas Dehn fra egne rækker. Verdens bedste tvillinger i ligaen; Norlyk-brødrene sendes videre til de største adresser i verden: Victor til Nantes og Magnus til Aalborg, hvilket vi er umådeligt stolte af. Stortalentet Simon Skovhus, som har skrevet en 4-årig aftale med giganterne fra Aalborg Håndbold, kommer til os på en lejeaftale, som afløser for Victor, mens den rutinerede norske stjerne Sebastian Barthold skal erstatte Magnus på venstre fløj.

En af ligaens bedste målmænd Svend Rughave rejser til Skjern, men heldigvis kommer stærke Rasmus Henriksen tilbage til vores klub, hvor han har leveret det bedste målmandsspil i sin karriere. Rutinerede Nichlas Hald skal tilbage til Nordsjælland Håndbold og bliver afløst på venstre back af hårdskydende Oliver Wosniak fra TMS Ringsted, som er blandt de 10 mest scorende i ligaen og er stærkt medvirkende til deres flotte sæson. Talentfulde Malthe Bull på højre fløj savner spilletid og rykker teltpælene til Fredericia HK, her kommer det færøske stortalent Magnus Árason til fra GOG’s U19 - han er allerede i den færøske A-landsholdstrup. Sidste åbne position er højre back efter Rasmus Madsen er skiftet til Sønderjyske. På den position har vi et af Danmarks største talenter i form af Gustav Sunesen, mens ungdomsverdensmester Kristoffer Vestergaard også er på kontrakt. Sidstnævnte savner forståeligt spilletid, hvilket gør, at vi afsøger markedet for en direkte erstatning for ham, så han kan få opfyldt sine ønsker om en større rolle.

Selvfølgelig skal det nye hold spilles sammen til næste sæson, men vi har et af ligaens bedste trænerteam og kæmpe kvalitet i truppen på de spillere, som bliver her. Der er som vanligt masser af spændende talenter i støbeskeen, og vi har en fankultur, som er blandt de allerbedste i Danmark. Jeg forstår til fulde dem, som er bekymrede over de afgange, der er meldt ud, og herfra endnu en gang en bred appel om stigende økonomisk opbakning til det unikke produkt vi har. Men set fra mit bord går vi endnu en gang en lys fremtid i møde, så længe vi står sammen i Danmarks bedste fællesskab på Mors og i Thy.

Administrerende direktør, Ian Marko Fog