Magnus Houe Victor.JPG
DR7A1248.JPG

Efterårets vigtigste kamp

Hverken mere eller mindre. Den løber af stablen i morgen aften i Sparekassen Thy Arena | Mors, hvor der venter et håndbolddrama af dimensioner. Mors-Thy Håndbold og Sønderjyske Herrehåndbold har allerede krydset klinger to gange i denne sæson, og begge gange er kampene blevet afgjort i de allersidste sekunder.

Denne gang er det ganske enkelt vind eller forsvind, og vinderen booker billet til Pokalturneringens Final4 i Herning i februar.

Som alle håndbold-interesserede ved, så har Sønderjyske Herrehåndbold ligaens topscorer og tidligere Mors-Thy-spiller, Frederik Tilsted på holdkortet. Tilsted har virkelig leveret varen for sin nye klub og er noteret for 149 ligamål i denne sæson. Derudover er Sønderjyske Herrehåndbold kendt for en stor fysik, hvor Morten Bjørnshauge og Jacob Bagersted tager ved.

Vi er ovenpå efter det vilde comeback og fantastiske sejr over Bjerringbro-Silkeborg i lørdags, og vi G L Æ D E R os til den vildeste aften i Sparekassen Thy Arena | Mors. Lad os sammen ramme den magi, der var til kampen i lørdags - det var helt fantastisk. Danmarks Bedste Hjemmebane - det er NU, at I skal vise, hvad vi kan og give drengene, jer selv og hele området den allerbedste julegave: En billet til Final4.

Fest i hal 2
Vi åbner dørene til Hal 2 kl. 16.30, hvor der er foodtrucks, livemusik med lokale Double Up og interview af Ian Marko Fog og Dennis Bo Jensen. Kom i god tid og vær med til at lave fed stemning og optakt til kampen. Efter kampen er AfterMatch i foyeren, hvor DJ Arne G. spiller julemusik, spillere og trænere kommer og hilser på, og der er mulighed for at købe drikkevarer. 
Der er kampstart kl. 18.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors. Let’s go!

Pokalturneringen, Kvartfinale: Mors-Thy Håndbold - Sønderjyske Herrehåndbold
Tirsdag d. 16. december 2025 kl. 18.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Dommere: Kim Borup og Allan Theils
Observatør: Bjarne Munk Jensen

Billetsalg: https://shop.morsthy.dk/

Vi synes, at du skal komme i hallen, men hvis du er forhindret, kan du se kampen på TV2 Sport med optakt fra kl. 18.00, of du kan som altid læse mere før, under og rundt om kampen på KunMors og KunThy: https://kunmedierne.dk/