Magnus Houe Victor.JPG
Skovhus DBJ og Fog.jpg

Mors-Thy Håndbold lejer stortalentet Simon Skovhus af Aalborg Håndbold

Fra sommer 2026 er 21-årige Simon Skovhus at finde i Mors-Thy Håndbolds ligatrup. Det ombejlede stortalent har underskrevet en aftale med Aalborg Håndbold og bliver udlejet til Mors-Thy Håndbold pr. 1. juli 2026.

- Jeg har valgt Mors-Thy Håndbold efter en af blanding af, hvad jeg har set og hørt, og efter nogle gode snakke med trænerteamet og ledelsen i klubben blev jeg overbevist om, at det er her, jeg skal spille næste sæson. Det føles som om, at klubben har nogle gode værdier, som passer mig godt, så jeg synes, at det giver god mening. Mors-Thy Håndbold spiller med masser af tempo og kreativitet, og jeg er en spiller, som kan bidrage med fart og gåpåmod, og jeg giver mig 100 % hver gang vi spiller og træner, så også på den front er det et godt match. Jeg elsker at spille håndbold og elsker at nørde spillet, og jeg glæder mig til at blive en del af det håndboldfællesskab, der er i Mors-Thy Håndbold, lyder det fra Simon Skovhus.

I Mors-Thy Håndbold glæder både cheftræner Dennis Bo Jensen og direktør Ian Marko Fog sig over tilgangen.

- Simon Skovhus er en spændende og dynamisk bagspiller, som kan mange ting på en ting på en håndboldbane. Han spiller i højt tempo og er god på både dueller og skud, så han passer som fod i hose her hos os. Han har været rigtig god for Aarhus Håndbold i denne sæson, og var med til at vinde U21 VM i sommers bl.a. sammen med Anton Houe, Kristoffer Vestergaard og Jonas Dehn, lyder det fra cheftræner Dennis Bo Jensen.

- Vi er utroligt stolte over, at vi kan præsentere endnu en U21-verdensmester i form af stortalentet Simon Skovhus i truppen til næste sæson. Simon, som lige nu spiller på topholdet Aarhus Håndbold i 1. division, har været en særdeles eftertragtet herre for mange af vores konkurrenter i ligaen. Når en af verdens bedste klubber skriver kontrakt med en spiller som ham, med et erklæret mål om at vinde Champions League, så blåstempler det i den grad kvaliteten. Vi er naturligvis meget glade for, at storsatsende Aalborg Håndbold giver os muligheden for at leje Simon. Det har været en yderst fair dialog med Martin Larsen og Simon Skovhus, hvor det primære formål har været at finde et miljø, hvor Simon kan udvikle sig til næste niveau. Han er en meget eksplosiv duel-spiller, der passer perfekt ind i vores spillestil og det hold vi har både med sin unge alder og sit sympatiske væsen. Med tilgangen af Simon Skovhus understreger vi endnu en gang vores ambitioner om at spille med i toppen i en af verdens bedste ligaer.

Aftalen mellem Mors-Thy Håndbold og Simon Skovhus løber i første omgang til 30. juni 2027

FAKTA:
Simon Skovhus, født 23. maj 2004
Højde: 189 cm. Vægt: 89 kg.
Tidligere klubber: HEI, Aarhus Håndbold
Bosætter sig i Nykøbing Mors.