Optakt: Mors-Thy Håndbold - Fredericia
Lørdag aften gæster Fredericia HK Sparekassen Thy Arena | Mors, og vi glæder os til at byde indenfor til et ægte håndboldbrag. Endnu en gang får vi besøg af TV2, som viser kampen på TV2 Sport, og dermed kan vi igen promovere vores sponsorer, den fede stemning og den fantastiske håndboldkultur vi har her på Mors og i Thy for hele Danmark på live-tv.
Der er sket ting og sager i Fredericia HK de sidste måneder. Sidste sæsons nr. 3 har haft en besværlig start på Bambuni Herreligaen i denne sæson. En blanding af skader og deltagelse i EHF European League har været hård kost, og FHK ligger nr. 11 med ni point efter de første 12 spillerunder. Der er dog handlet - den islandske vulkan, cheftræner Guðmundur Guðmundsson er blevet fyret og senest har man hentet en god kending af Mors-Thy Håndbold og 1. divisions topscorer, nemlig Mads Thymann.
Mors-Thy Håndbold kom tilbage på sejrssporet i Grindsted i lørdags. En storsejr på hele ti mål efter en god holdpræstation, hvor alle kom på banen og bød flot ind. Vi håber, at det fortsætter i morgen.
Skive Festival er kampsponsor på opgøret og har i den anledning inviteret alle studerende på Mors og i Thy gratis til håndbold. Fra kl. 16.00 er der musikquiz og gratis drikkevarer i mødelokale Davidsen, hvor alle studerende har mulighed for at vinde en partout-billet til Skive Festival. Husk studiekort – vis det i indgangen og kom gratis ind.
Bambuni Herreligaen, 13. spillerunde: Mors-Thy Håndbold - Fredericia HK
Lørdag d. 22. november 2025 kl. 18.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Dommere: Jesper Kirkholm Madsen og Morten Lethan Albrechtsen
Observatør: Jens Henriksen
Billetsalg: https://shop.morsthy.dk/
Du kan kampen på TV2 Sport og læse mere før, under og rundt om kampen på KunMors og KunThy: https://kunmedierne.dk/