Hald Lasse MP.JPG
Rasmus Henriksen.jpg

Rasmus Henriksen vender tilbage til Mors-Thy Håndbold på en toårig kontrakt

Rasmus Henriksen vender tilbage til Mors-Thy Håndbold pr. 1. juli 2026. Den 25-årige målmand har underskrevet en 2-årig aftale med klubben, hvor han overgik fra ungdoms- til seniorhåndbold, fejrede store sejre herunder pokaltitlen i 2021 og blev kåret til Årets Spiller i 21/22 og 22/23.

- At spille her i Mors-Thy Håndbold går hånd i hånd med mine fremtidsplaner for de næste år. Det er en klub, som virkelig står mig nært - jeg kender stedet og de fantastiske mennesker, der er her, og det passer godt ind i min kærestes og mit liv, at vi flytter hertil og får en hverdag her, lyder det fra Rasmus Henriksen. 

- Her kan jeg få den tillid og den rolle, som jeg gerne vil have. Jeg har kæmpe motivation for at spille og har virkelig stor lyst til at præstere og spille og have en stor aktie i et hold, og det matcher Mors-Thy Håndbold rigtigt godt. Og så er det jo ingen hemmelighed, at jeg er en målmand, som spiller med energi og udstråling, og jeg vild med kulturen omkring klubben med Bette Balkan og masser af tilhængere både i Thy og på Mors, som altid er garanter for stemning til alle kampe både hjemme og ude, forklarer den 25-årige målmand og fortsætter:

- På mange måder er det den samme Rasmus, som vi alle kender, der kommer tilbage - måske med lidt mere i rygsækken. Jeg har prøvet nogle ting og fundet ud af, hvad der egentligt er vigtigt for mig. Det er samme glade dreng, men måske en lidt mere en mand på det personlige plan, men med samme iver og engagement i forhold til det målmands- og håndboldmæssige.

- Jeg glæder mig allermest til at mærke følelsen fra hallerne igen. Når man har følelser for sin klub, som jeg har for Mors-Thy Håndbold, så bliver det lidt større for mig at stå i en fyldt hal med mine holdkammerater og have et mål at se frem mod. Og så glæder jeg mig i bund og grund til en hverdag med gode mennesker og struktur i et miljø med et dygtigt trænerteam, hvor jeg kan udvikle mig som målmand - og så er slutspil jo blevet en ting i Mors-Thy Håndbold, og jeg vil gerne spille slutspil og om medaljer, det er mit store mål, når jeg kommer tilbage, slutter Rasmus Henriksen.

- Vi er enormt glade og stolte over, det er lykkedes at hente en så stor målmandsprofil som Rasmus Henriksen tilbage til Mors-Thy Håndbold. Det har været en hård kamp, for Rasmus har været en ombejlet herre. Han var yderst succesfuld sidst han var i klubben og har været en ønskekandidat fra start. Hans imponerende fysik, eksplosive stil og høje træningsintensitet kommer til at rykke os yderligere fremadrettet. Han er meget ambitiøs og ærgerrig, hvilket passer perfekt ind i vores målsætning for klubben. Med Oliver Larsen og Rasmus Henriksen får vi også i næste sæson et særdeles kompetent målmandsteam, lyder det fra Ian Marko Fog, administrerende direktør i Mors-Thy Håndbold.

FAKTA:
Rasmus Henriksen, født: 28. september 2000
Højde: 186 cm. Vægt: 93 kg.
Tidligere klubber: Hobro IK, Aars HK, Randers HH, HF Mors, TTH Holstebro
Bosætter sig på Mors med Aia