Semifinale og Håndboldfest i Arenaen
Det var hård kost i Aalborg i onsdags. 40-21 lød de barske cifre på måltavlen i Gigantium efter 2 x 30 minutter. En kamp, hvor ikke meget fungerede for Mors-Thy Håndbold, og hvor Aalborg Håndbolds stjernebesatte mandskab viste, hvorfor de skal spille Champions League Final4, og hvorfor de ikke har tabt på hjemmebane i Gigantium i over 1.000 dage.
Lørdag er en ny kamp og en ny semifinale. Målscoren tæller (heldigvis) ikke, og vi skal ”bare” vinde med et mål. Og når det er sagt, så er vi fuldstændig klar over, at der ikke er noget ”bare”, når vi møder Aalborg Håndbold. Vi skal spille den perfekte kamp - og gør vi det, kan vi stadig tabe. Men én ting er sikkert, vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan for at vise os bedre frem, end det var tilfældet i onsdags.
Vi glæder os til at en fyldt, blå hal. Vi glæder os til den altid intense stemning i Arenaen, og vi glæder os til at spille SEMIFINALE på hjemmebane foran jer.
Husk at vi sammen med Sparekassen Thy Arena | Mors åbner dørene til Håndboldfest i Hal 2 allerede fra kl. 13.00, Her vil der være livemusik med lokale Mousen, interviews med landstræner Nikolaj Jacobsen og Bent Nyegaard, salg af mad og drikkevarer og Fanshoppen er åben. Her er gratis adgang for alle, som har billet til kampen.
Kampen fløjtes i gang kl. 16.00 og kan følges på TV2
Bambuni Herreligaen Semifinale, 2. kamp: Mors-Thy Håndbold - Aalborg Håndbold
Lørdag d. 23. maj 2026 kl. 16.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Dommere: Kim Borup og Allan Theils
Observatør: Jørgen Svane Sørensen
Mentor: Henrik Pagh Mortensen
Billetsalg: https://shop.morsthy.dk/
vises på TV2 Sport med optakt fra kl. 15.15, og du kan som altid læse mere før, under og rundt om kampen på KunMors og KunThy: https://kumedierne.dk/