
Videre i pokalen efter vildt drama
Et vaskeægte pokaldrama udspillede sig i Helsinge-hallen tirsdag aften, hvor Mors-Thy Håndbold efter to gange forlænget spilletid kunne juble over videre avancement i Pokalturneringen. 43-42 lød sejren på efter 35-35 i ordinær spilletid og 38-38 efter første forlængelse.
Som forudset blev det en virkelig tæt kamp, som bølgede frem og tilbage i samtlige 80 minutter. Få gange var føringerne på mere end et mål, og kampens største difference var på tre mål, som hjemmeholdet skaffede sig efter 17 minutter. Mors-Thy Håndbold hentede føringen og gik til pause bagud med 20-19.
I anden halvleg var det Mors-Thy Håndbolds tur til at komme i front med mere end plus en. Med Gustav Sunesen og Anton Houe som skarprettere blev det 23-25 efter 40 minutter. Herfra var det skiftevise 1-målsføringer, indtil KD, Victor og Magnus sørgede for plus to med seks minutter igen. To i træk fra Nichlas Hald holdt Mors-Thy Håndbold oppe med to mål, men Nordsjælland Håndbold udlignede til 34-34. Lasse P. scorede til 34-35 og blev umiddelbart herefter præsenteret for et direkte rødt kort og dermed straffekast til hjemmeholdet, som de udnyttede i to omgange til 35-35 og dermed forlænget spilletid.
De første fem forlængede minutter endte 37-37, og de næste fem bød kun på en enkelt scoring fra hvert hold, så 38-38 efter de første 2 x 5 minutters forlænget spilletid - og 2 x 5 mere i vente. Rasmus Madsen udlignede til 41-41 et sekund før første halvleg i anden omgang forlænget, og det blev også Madsen, der scorede kampens sidste mål til 42-43 med 2 ½ minut igen. Nordsjælland Håndbold havde muligheden til sidst, men Svend Rughave hev sin 9. redning i kampen frem, og Mors-Thy håndbold og de medrejsende fans fra Bette Balkan kunne juble over sejr og videre avancement til Pokalturneringens ¼-finale. Sikke en aften i Nordsjælland!
Lodtrækning til kvartfinalerne finder sted onsdag d. 8. oktober i forbindelse med tv-kampen mellem BSH og Skanderborg AGF på TV2 Sport.
Vi ses til næste hjemmekamp mod Nordsjælland Håndbold lørdag d. 11. oktober i Thyhallen, billetsalget er startet på https://shop.morsthy.dk/ Inden da venter en fed kamp mod formstærke Skanderborg AGF på lørdag d. 4. oktober kl. 16.00 i Fælledhallen. Hvis du vil med, så kontakt Jacob Mehl fra Bette Balkan på tlf. 6080 4133.
Pokalturneringen, 1/8-finale: Nordsjælland Håndbold - Mors-Thy Håndbold 42-43 (20-19)
2 x forlænget spilletid
Målscorere:
Victor Norlyk 11 (3)
Gustav Sunesen 7
Rasmus Madsen 7
Nichlas Hald 6
Magnus Norlyk 4 (1)
Lasse Pedersen 3
Lasse M. Pedersen 1
Kasper Lindgren 1
Henrik Toft Hansen 1
Anton Houe 1
Kasper Didriksen 1
Svend Rughave 9/33
Oliver Larsen 6/24
Udvisninger: Nordsjælland Håndbold 2, Mors-Thy Håndbold 3
Direkte rødt kort: Lasse Pedersen, Mors-Thy Håndbold
Stillinger undervejs: 2-1, 4-6, 8-9, 11-10, 14-14, 17-14, 17-17, 20-18, 22-23, 23-25, 29-29, 30-32, 35-35, 36-37, 38-37, 39-40, 41-41
Tilskuertal: 813
Kommende kampe:
Bambuni Herreligaen, 6. runde: Skanderborg AGF - Mors-Thy Håndbold
Lørdag d. 4. oktober kl. 16.00 i Fælledhallen, Skanderborg
Bestil billetter til kampen hos Bette Balkans Jacob Mehl tlf. 6080 4133
Bambuni Herreligaen, 7. runde: Mors-Thy Håndbold - Nordsjælland Håndbold
Lørdag d. 11. oktober kl. 16.00 i Thyhallen
Billetsalget er startet på https://shop.morsthy.dk/