Afslutning i Talenttruppen
Mandag aften var Mors-Thy Håndbolds talenttrup samlet til sæsonafslutning hos vores gode samarbejdspartner, Thisted Bryghus, hvor direktør Aage Svenningsen bød på en inspirerende rundvisning og en fortælling om bryggeriet og bryggeriets udvikling gennem de seneste år.
Efter rundvisning blev der smagt lidt forskellig øl og den nye Thy Sport. Aftenen sluttede traditionen tro med, at der blev taget afsked med de spillere og trænere, der skal videre i den kommende sæson.
Sidst men absolut ikke mindst tog vi afsked med vores holdleder gennem de sidste mange år, Knud Jensen. Knud har været aktiv leder og frivillig i dansk håndbold i over 60 år og har virkelig været med til at promovere håndbolden i vores område. Først igennem mange år i Østsalling IF, hvor han også var halinspektør i Sundsøre Hallen. Siden han flyttede til Mors, var det først i HF Mors og i de seneste mange år som holdleder for Mors-Thy Håndbold 2. divisionsherrer.
En stor tak for indsatsen i Mors-Thy Håndbold skal der lyde til jer alle. Der skal også lyde en stor tak til alle jer, der har fulgt holdet gennem sæsonen - vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med en ny sæson efter sommerferien.