Agesen stopper som træner i Mors-Thy Håndbold efter denne sæson
Efter flere succesfulde år i Mors-Thy Håndbold søger cheftræner Niels Agesen nye veje efter denne sæson. Niels Agesen kom til Mors-Thy Håndbold i 2021, og siden da er det blevet til 2 x slutspil i Herreligaen, 2 x European League, Final4 og Super Cup.
- I den korte tid jeg har arbejdet med Niels, har jeg fået et særdeles godt indtryk. Han er meget professionel i sin ageren, hvor han stiller krav til hele organisationen, så den rykker i den rigtige retning. Han har som hovedansvarlig sammen med sit team opnået de flotteste resultater i klubbens historie med en imponerende 5. plads i sidste sæson som kronen på værket - læg dertil et flot arbejde med talentudvikling, hvor han har implementeret den store talentmasse, der bliver formet på vores fantastiske akademi, siger Ian Marko Fog og fortsætter:
- Samtidig har han været med til at skabe et solidt og sikkert fundament fremadrettet, og derfor er det også med en ærgerlig fornemmelse fra min side, at Niels stopper efter denne sæson. Men samtidig har jeg fuld forståelse for mavefornemmelsen, der siger, at det er tid til at prøve noget nyt. Jeg er helt overbevist om, at Niels er meget motiveret for at slutte hans ”i denne omgang” sidste sæson godt af, og sammen med Dennis Bo og resten af holdet, går vi en yderst spændende sæson i møde, lyder det fra Mors-Thy Håndbolds administrerende direktør, Ian Marko Fog, som kan fortælle, at arbejdet med at finde en ny cheftræner er i gang:
- Vi har gode samtaler i gang og forventer at præsentere en afløser inden for nærmeste fremtid, siger Ian Marko Fog.
- For mig er Mors-Thy Håndbold meget mere end en arbejdsplads, og det er med stor respekt for alt hvad Mors-Thy Håndbold står for, at jeg nu siger stop. Jeg stiller store krav til mine omgivelser, men jeg stiller endnu større krav til mig selv. Når jeg nu siger stop, er det fordi min mavefornemmelse siger, at det er tid til jeg skal videre.
Som træner I Mors-Thy Håndbold er man privilegeret af et fortrinligt ungdomsarbejde og en træningskultur, hvis lige er svært at finde. Jeg smiler med det ene øje og græder med det andet - smiler fordi jeg kan mærke, at det er den rigtige beslutning at give stafetten videre, græder fordi jeg ved, at jeg kommer til at savne det daglige arbejde med spillerne, siger Niels Agesen.
- Jeg har oplevet, at klubben og holdet har flyttet sig i den rigtige retning på flere parametre, og jeg er stolt over at have en lille anpart heri. Sidst men ikke mindst skal der lyde en stor tak til Bette Balkan. I har været vores 8. mand, skabt rammerne for uforglemmelige oplevelser og været uundværlige i såvel medgang som modgang, lyder det fra Niels Agesen.
Niels Agesens sidste arbejdsdag i Mors-Thy Håndbold er d. 30. juni 2025.