Lasse Madsen Svane.jpg
IMG_6894.JPG

Asbjørn Madsen vender hjem til Mors-Thy Håndbold

Den stærke stregspiller har underskrevet en 2-årig aftale

Asbjørn Madsen skiftede til tyske Nordhorn-Lingen 2015 efter tre sæsoner i Mors-Thy Håndbold. Pr. 1/7 2017 er den stærke stregspiller tilbage på Bette Balkan - og det er en populær herre, der vender tilbage til Mors-Thy Håndbold: Asbjørn har altid været en af publikumsfavoritterne, og han blev kåret til Årets Spiller i Mors-Thy Håndbold 14/15. Årene i tysk håndbold har kastet nogle B-landsholdsudtagelser af sig og har givet endnu mere hår på brystet.

Henrik Hedegaard, Mors-Thy Håndbold: - Vi er stolte over og glade for, at det er lykkes os at lave en aftale med Asbjørn Madsen. Asbjørn udfylder hullet efter Christoffer Cichosz til fulde - han er en ledertype, som går forrest i alle sammenhænge, og vi får en hårdtarbejdende tovejs-spiller, som tilfører holdet noget fysik og vildskab, og så er Asbjørn vellidt af sponsorer, fans og folk i og omkring klubben. Og så må det her jo siges, at være modsat den tendens der har været med, at vores profiler forlader klubben - nu går det også den anden vej, og det er skønt.

Asbjørn Madsen: - Mors-Thy Håndbold har en helt special plads hos mig - det er min klub, og derfor var det naturligvis interessant, da de henvendte sig. Efterfølgende havde jeg en god snak med Søren Hansen, og jo mere jeg tænkte over det, jo bedre kunne jeg se mig selv i det. Jeg kommer hjem til noget helt andet end det jeg forlod, og skal være med til at bygge noget nyt op, hvilket tiltaler mig meget.

Mine forventninger er, at det bliver godt! Jeg ved, at Søren kommer med nye idéer og et projekt, som tænder mig helt vildt, hvor jeg forhåbentlig kan få en stor rolle på holdet og dele mine erfaringer, tanker og idéer - selvfølgelig med respekt for det fundament, der er lagt de sidste år. Jeg glæder mig helt vildt til at spille i den blå trøje igen og til at møde alle de dejlige mennesker, som var en del af mit liv de tre år, jeg var her sidst - kort sagt: Jeg glæder mig til at komme hjem.

Asbjørn Madsen, født: 12. december 1990
Højde: 191 cm. Vægt: 110 kg.
Læreruddannet
Bosætter sig formentligt i Aalborg sammen med kæresten Signe