Victor og Svane.JPG (2)
Emil.jpg

Bergholt: Vi har gode chancer mod Skanderborg

Torsdag går det løs i Sparekassen Thy Arena | Mors, når vi tager imod Skanderborg Håndbold. Kampen fløjtes i gang kl. 20.00, og den vises på TV2 Sport med optakt fra kl. 19.30.

Positiv statistik
Tager man statistikbrillerne på og kigger nærmere på de to holds indbyrdes opgør, så ser det godt ud for Mors-Thy Håndbold. I perioden med Søren Hansen som styrmand, er det blevet til fire sejre ud af fire mulige, og den statistik vil vi naturligvis gøre alt for at forfine yderligere med endnu en sejr i morgen.

Derudover jagter vi vores fjerde sejr i træk, hvilket heller ikke er hverdagskost i Mors-Thy Håndbold. Det skete sidste gang i december 2016, hvor TM Tønder, GOG, Ribe-Esbjerg og Randers HH fik ørerne i den blå maskine.

Bergholt: Vi har gode chancer
Emil Bergholt ser visse ligheder mellem sidste rundes modstander Århus Håndbold og morgendagens:

- Vi skal gribe kampen an, som vi gjorde mod Århus Håndbold. Vi skal være nogen vilde nogen i forsvaret og være cool og holde hovederne kolde i angrebet. Skanderborg Håndbold har et godt forsvar, de vil gerne tackle, de slår hårdt, og de har en god kontrafase, så vi skal ikke forcere vores spil for meget.

Skanderborg Håndbold har været noget svingende i år, og deres to seneste kampe har været som nat og dag - nederlag på 31-18 til TTH Holstebro og sejr på 37-25 over Fredericia HK.

- De havde noget at revanchere efter TTH-kampen, og nu vil de helt sikkert gerne ride videre på bølgen efter deres storsejr over FHK. Og det samme vil vi, uden at tage noget for givet og stadig have sindssyg meget respekt for Skanderborg. Men hvis vi kommer med samme udtryk og indstilling som i de seneste kampe, så er jeg sikker på, at vi har gode chancer, siger Emil og fortsætter.

- Det forlyder, at der kommer mange mennesker i hallen, og dem skal vi have med os fra kampens start. Vi vil gerne vise, at vi kan spille god håndbold og vinde kampe på Mors også, slutter Emil.

Aftermatch i foyeren
Efter kampen er der som altid Aftermatch i arenaens foyer. I morgen kan du, udover cheftræner Søren Hansen og dagens Man of The Match fra Mors-Thy Håndbold, møde Morten Balling fra Skanderborg Håndbold.

Primo Tours Ligaen, 11. runde: Mors-Thy Håndbold - Skanderborg Håndbold
Torsdag d. 14. november 2019 kl. 20.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Dommere: Henrik Mortensen og Jesper Kirkholm Madsen
Observatør: Bjarne Munk Jensen

Billetter til kampen: https://shop.morsthy.dk/kampe
Der er stadig enkelte siddepladser og masser af ståpladser.

Kampen vises på Tv2 Sport fra kl. 19.30 og kan følges på livescore på http://tophaandbold.dk/mth