Dennis Bo Jensen bliver ny assistenttræner i Mors-Thy Håndbold
Til sommer overtager nuværende cheftræner i Lemvig-Thyborøn Håndbold, Dennis Bo Jensen, jobbet som assistenttræner i Mors-Thy Håndbold. Ved siden af trænergerningen i Mors-Thy Håndbold, er 37-årige Dennis Bo Jensen ansat i Dansk Håndbold som landstræner for det danske M18/19-hold, og han har fordelt sine 18 års trænererfaring med 11 år som ungdomstræner og seneste syv år som seniortræner ud over AG Håndbold, Ajax København og Lemvig-Thyborøn Håndbold - og nu går turen så til Mors-Thy Håndbold.
- Jeg synes, at man har gang i et godt projekt i Mors-Thy Håndbold, hvor meget er funderet på talentudvikling, som er en af de ting, som virkelig motiverer mig - at man skal lykkes med de spillere, man selv har været med til at forme og finde nogle mere erfarne spillere, der skal være med til at løfte barren for holdet. Udover talentdelen, hvor man har haft succes med at lave mange spillere, synes jeg, at der bliver spillet attraktivt håndbold i Mors-Thy Håndbold, hvor man gerne vil ud over stepperne og lave mål, lyder det fra Dennis Bo Jensen.
- Niels Agesen og jeg har haft nogle gode snakke, og en af de vigtige ting bliver at få skubbet videre på det, han har startet. Vi skal gerne spille os tættere på de kontinuerlige slutspilspladser og gøre det med spillere, der har været igennem Mors-Thy Håndbold Akademi. Vi skal se de unge spillere lykkes, når de træder ind på den store scene i dansk håndbold, og det ser jeg frem til at være med til i Mors-Thy Håndbold, lyder det fra Dennis Bo Jensen.
I Mors-Thy Håndbold er man ikke sen til at sætte store superlativer på aftalen med Dennis Bo Jensen.
- Det er ganske enkelt et scoop, at det er lykkes at lave en aftale med Dennis Bo Jensen som assistenttræner fra sommeren 2024. Dennis besidder nogle kompetencer, som kan bidrage til den fortsatte udvikling af vores hold, og som i den grad sikrer, at vi fortsat har et stærkt trænerteam, siger Sigurd Skovborg, Mors-Thy Håndbold.
- Dennis har stor fokus på talentudvikling blandt andet via hans job som ungdomslandstræner og kan derved også medvirke til udviklingen af vores egne talenter og sikre rekruttering til ligatruppen fra egne rækker. Vi betragter det også som en cadeau til det arbejde, der foregår i Mors-Thy Håndbold, at Dennis har valgt os, for han er en eftertragtet træner, og vi glæder os til at han tiltræder i klubben, lyder det fra Sigurd Skovborg.
Dennis Bo Jensens aftale løber til 30. juni 2026
FAKTA:
Dennis Bo Jensen, født: 11. januar 1987
Tidligere klubber: AG København, Ajax, Lemvig
Bosat i Silkeborg med Kirstine og sammen har de Agnes på 3 år