Victor Hald Midtgaard.jpg
10-10-2024 - NSH_MTH (45).jpg

Direktøren har ordet

Vores nye initiativ PartnerMatch - En landsdel, der løfter i flok, kom flot fra land. Det var en berusende oplevelse mod GOG i Sparekassen Thy Arena | Mors. Spillerne og trænerteamet leverede på øverste hylde, og det blev honoreret af et medlevende publikum, og stemningen var til tider euforisk. Bette Balkan symboliseret ved vores gladiator af en fanformand Jacob Mehl, bankede stemningen i vejret, flot støttet af akademiet og de øvrige i hallen. De seneste minutter af kampen oplevede jeg stående klapsalver, som gav gåsehud over hele kroppen.

Hele grundtanken med PartnerMatch har været at få skabt en fest blandt tilskuerne, som smitter af på banen og så vi sammen får skabt den fæstning, som gør det umådelig svært for udebaneholdet at få point med hjem. Når 60 partnere på kort tid bakker op, og vores stærke team ruller hen over Herreligaens nummer et med et euforisk publikum i ryggen, bliver jeg umådelig taknemmelig og glad, for det viser, hvad vi kan udrette sammen, når vi som landsdel løfter i flok.

Men det var kun første halvleg. Nu skal vi have bygget endnu en fæstning mod formstærke Skanderborg AGF i Thy. Det er samme koncept, vores partnere inviterer endnu en gang, og de flotte 1474 medlevende tilskuere på Mors skal gerne gentages når vi træder ind i Thyhallen.

Som tilflytter hertil bliver man budt velkommen af borgmesteren og bliver inviteret ned på kommunen. Jeg mindes ikke at få lignende invitation fra min gamle landsholdskammerat Michael Fenger, borgmester i Gentofte, da jeg flyttede dertil. I kan noget ekstraordinært heroppe. I kan få udefrakommende til at føle sig meget velkommen. Jeg oplever et fælles sammenhold om vores håndboldklub på Mors og Thy, som skal tegne vejen fremadrettet, og skal vi være med på det lyntog, som den danske liga kræver, så er vi mange som skal løfte i flok.

Vi arbejder på højtryk i ledelsen på at blive bæredygtige og vedholde vores konkurrenceevne. Vi har en meget klar strategi, på hvorledes vi rekrutterer i forhold til økonomi og spillerkoncept. Vores dygtige trænerteam er på plads med fokus på de mange talenter, vores fremragende akademi er med til at skabe. Kun to spillere i nuværende trup har ikke tilknytning til vores eget ungdomsarbejde, og vi offentliggør den kommende tid yderligere nyt omkring truppen til næste sæson.

Senest står vi med endnu en udfordring, da vores ekstrem dygtige salgsdirektør forlader skuden. Det er nogle store sko, der skal udfyldes, og det gør vi kun sammen. Vi har fået et flot felt af ansøgere, alle med gode kvalifikationer, og vi er i sidste fase af samtalerne og forventer at præsentere nyt inden slutningen af året.

Jeg har tidligere skrevet, at det ikke handler om enkeltpersoner hos os, men om vores fællesflagskib: Mors-Thy Håndbold. Det står jeg ved. Skal vi have succes fremadrettet, skal vi i den grad finde fælles fodslag, og opbakningen skal komme alle steder fra. Derfor vil jeg rigtig gerne takke alle jer, som på daglig basis bruger krudt på os. Lige fra de frivillige over Bette Balkan, tilskuere, sponsorer, partnere alle der har tilknytning til klubben. I gør en stor forskel, som vi sætter meget pris på.

/ Ian Marko Fog
Administrerende direktør

Foto: Flemming Yoon