Efteråret skal sluttes af med manér
Med sin scoring i allersidste sekund sikrede Henrik Tilsted Mors-Thy Håndbold det ene point, da vi tørnede sammen med Herreligaens nummer 2 fra Fredericia HK i tirsdags. I morgen står vi overfor Nordsjælland Håndbold, og Henrik Tilsted melder klar til en opgave, der er sværere end den ser ud på papiret.
- Nordsjælland Håndbold er et hold, som, som gør det godt i alle kampe. De er gode til at veksle mellem at bruge deres skytter og deres mere fintestærke spillere. De har voldt mange hold problemer, så det er et hold, vi skal have stor respekt for.
Det vigtigste er, at vi holder fokus på os selv og de ting, vi har gjort godt. Det skal vi fortsætte med, og vi skal bringe masser af energi og fight ind i kampen og få hallen til at koge. Vi skal have sluttet et godt efterår af på bedste vis, og den bedste måde at gøre det på er at vinde i arenaen, lyder det fra Henrik Tilsted.
Herreligaen, 18. runde: Mors-Thy Håndbold - Nordsjælland Håndbold
Lørdag d. 16. december 2023 kl. 16.00 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Dommere: Frederik Skou Ejby og Lasse Wahlstrøm
Observatør: Jan Sabro
Billetsalg: https://shop.morsthy.dk/
Kampen kan som altid følges via livescore i Tophåndbolds app og i film og billeder på Mors-Thy Håndbolds Instagram.
Dagens Kampsponsor Jyske Bank byder alle på kaffe og kagemand i foyeren i pausen, og efter kampen inviterer vi til Jule-Afterparty på banen. Her vil der være julehygge, musik og mulighed for at købe drikkevarer mm. Alle er velkomne!
Henrik Tilsted er personligt sponseret af RSM