Et svingende efterår
Mors-Thy Håndbolds cheftræner, Niels Agesen, har set tilbage på efteråret i Mors-Thy Håndbold. Det er blevet til 11 point i 18 kampe, hvilket rækker til en 11. plads i HTH Herreligaen.
- Hvis jeg skal sætte ét ord på efteråret, må det være: Svingende! Vi har svinget fra kamp til kamp, og vi har svinget i kampene, og samlet set er vi ikke tilfredse med det, vi har præsteret. Der kan være mange årsager til, at der har været udfald, og vi har været helt nede i detaljerne og statistikkerne for at se, hvad er det er, vi skal arbejde med. Det skal vi bruge januar måned på, ligesom vi skal lægge nogle nye ting ind i spillet, om end det ikke skal være for meget, fordi vi skal først have styr på basis, siger cheftræner Niels Agesen.
- Heldigvis har vi også set nogle højdepunkter, som giver os tro på, at vi over tid kan levere kontinuerligt på et højere niveau. Vi har fået nogle gode sejre, indimellem har vi spillet fantastisk god håndbold, opbakningen til os har været og er stor, og jeg fornemmer, at drengene er superglade for at spille på vores gode hjemmebaner i Thy og på Mors. Så vi ser frem til et forhåbentligt mere stabilt forår med masser af gode oplevelser i hallerne, og vi glæder os til det for alvor går løs til februar, lyder det fra Niels Agesen.