Et vigtigt point med hjem fra Silkeborg
Mors-Thy Håndbold var millimeter fra at fuldende det perfekte comeback i aftenens opgør mod Bjerringbro-Silkeborg, men med en scoring på frikast efter tid udlignede hjemmeholdet til slutresultatet 30-30.
2.000 tilskuere havde fundet til JYSK Arena fredag aften, hvor Mors-Thy Håndbold startede lidt besværet, men som kampen skred frem, var det gæsterne, der var bedst. Bjerringbro-Silkeborg slog kampens første hul ved 8-5 efter et lille kvarter. Mors-Thy Håndbold kom godt igen og godt hjulpet på vej af en BSH-udvisning, fik vi udlignet til 8-8.
Hjemmeholdet trak fra igen til 12-8 og 13-9, inden Niels Agesen forlangte timeout. Den udnyttede BSH bedst, inden Kasper Didriksen og Marcus Midtgaard reducerede til 14-12, og det var hjemmeholdets tur til at tage timeout. Det blev en ærgerlig afslutning på første halvleg, hvor Mors-Thy Håndbold havde gode muligheder, men et par afbrændere gav i stedet hjemmeholdet to lette scoringer og pausestilling på 18-13.
Det lignede ikke point til os, da Bjerringbro-Silkeborg scorede anden halvlegs første mål, men så indledte Mors-Thy Håndbold jagten. Stille og roligt åd et stærkt kæmpende og meget velspillende Mors-Thy-mandskab, orkestreret af Victor Norlyk, sig ind på hjemmeholdets føring. Rasmus Henriksen tog fra i kassen - fra 19-13 blev det 20-16 og 22-17. Og så kom otte minutters måltørke for BSH samtidig med seks MTH-scoringer i træk med Magnus Norlyk med sidste hånd på scoringen til 22-23.
Stemningen var hidsig i arenaen i Silkeborg, og de sidste minutter var på kanten til uudholdelige. Kasper Lindgren blev præsenteret for et rødt kort efter 3 x 2 udvisninger. Bjerringbro-Silkeborg bragte sig foran med 26-25, men igen svarede Mors-Thy Håndbold tilbage, denne gang med fire scoringer i træk til 26-29. BSH reducerede til 28-29. Frederik Tilsted gjorde til 28-30, hjemmeholdet reducerede endnu en gang til 29-30, og kampen fik den mest dramatiske afslutning med et flot frikast og BSH-scoring efter tid til 30-30.
Herreligaen, 19. runde: Bjerringbro-Silkeborg - Mors-Thy Håndbold 30-30 (18-13)
Målscorere:
Marcus Midtgaard 8
Frederik Tilsted 5
Magnus Norlyk 3
Kasper Didriksen 3
Mads Svane 3 (3)
Lasse Pedersen 3 (3)
Kasper Lindgren 2
Malthe Bull 2
Nicolaj Spanggaard 1
Svend Rughave 2/19
Rasmus Henriksen 6/18
Udvisninger: Bjerringbro-Silkeborg 3, Mors-Thy Håndbold 5
Rødt kort: Kasper Lindgren (3 x 2 minutter)
Stillinger undervejs: 2-1, 4-4, 8-5, 8-8, 12-8, 14-9, 16-13, 20-16, 22-19, 22-23, 25-25, 26-29, 28-29
Tilskuertal: 2.193
Kommende kamp:
Herreligaen, 20. runde: Mors-Thy Håndbold - Lemvig-Thyborøn Håndbold
Tirsdag d. 6. februar kl. 19.30 i Sparekassen Thy Arena | Mors
Billetter her: https://shop.morsthy.dk/