Lasse Madsen Svane.jpg
Kasper-Larsen_1.jpg

Fabelagtig start på 2017

Mors-Thy Håndbold fik en lækker start på 2017 med en sejr på 25-21 over SønderjyskE Herrer. En pænt besøgt Thy Hallen dannede rammen om en kamp, hvor Mors-Thy’erne stort set var i front hele tiden, kun midtvejs i første halvleg havde SønderjyskE føringen. Marcus Dahlin sluttede første halvleg af med manér - nemlig en scoring i allersidste sekund, og pauseføringen var 13-9.  

Fra anden halvlegs start rykkede hjemmeholdet stille og roligt fra, og med en 7-målsføring så det godt ud over halvvejs i i anden halvleg. SønderjyskE ville det dog anderledes, og ved hjælp af et par Mors-Thy-udvisninger, hentede gæsterne langsomt men sikkert ind på Mors-Thy Håndbolds føring, som dog fik sat proppen i ved 22-20, hvorefter sejren blev sikret i de sidste minutter.

Igen var Kasper Larsen udslagsgivende med et væld af redninger, men flere af Mors-Thy-drengene gjorde sig positivt bemærkede med gode aktioner - bl.a. Nicolai Sommer og Marcus Dahlin, som deler topscorerværdigheden med seks mål hver - men HOLDET overstrålede alle de individuelle præstationer i en kamp, hvor alle bød ind.

Stefan Nielsen:
- Vi spiller 40 rigtig gode minutter, hvor Larsen skaber grundlaget for vores gode start. Den sikkerhed han giver os, tager vi med i angrebet, hvor vi spiller sikkert og struktureret, og selv om SønderjyskE dækker mega-offensivt, så får vi det løst godt.

Assistenttræner Jonas Degnbol:
- Det var en fornøjelse at se forsvaret på så højt et niveau. Det var simpelthen fantastisk - SønderjyskE formår jo nærmest kun at score, når de spiller 7 mod 6. Det var en rigtig god holdpræstation, og det var sindssygt flot af drengene, som var koncentrerede og vidste, hvad denne kamp drejede sig om.

Det er en fed situation, vi har sat os selv i - nu kan vi slet ikke vente til lørdag i Skanderborg, hvor Bette Balkan har samlet over 160 fans, og hvor der garanteret også er en masse folk, som kører selv. Vi kan spille frit dernede, og så må vi se, hvad vi kan få ud af det.

Og til sidst: Tak for opbakningen til de mange folk, der var kommet i hallen trods det her sene tidspunkt -  det kunne vi virkelig mærke på banen i dag. 

 

888ligaen, 18. runde: Mors-Thy Håndbold - SønderjyskE Herrer 25-21 (13-9)

Målscorere:
Marcus Dahlin 6
Nicolai Sommer 6 (2)
Lasse Pedersen 4
Stefan Nielsen 3
Henrik Tilsted 3
Nickolei Jensen 2
Christoffer Cichosz 1

Stillinger undervejs: 4-2, 4-6, 8-8, 13-9, 19-13, 22-19

Næste kamp:
Skanderborg Håndbold - Mors-Thy Håndbold
Lørdag d. 18. februar kl. 16.00 i Fælledhallen i Skanderborg.

Bette Balkan arrangerer bus til kampen - for information og tilmelding: Søren tlf. 20 26 11 83

Næste hjemmekamp:
Mors-Thy Håndbold - Bjerringbro-Silkeborg
Onsdag d. 22. februar kl. 20.30 i Jyske Bank Mors Arena. Billetsalg til kampen starter fredag d. 10. februar kl. 10.00:
http://shop.morsthy.dk/