Fantastisk sejr over BSV
8 kampe i træk uden nederlag! De blåklædte drenge fra Mors-Thy Håndbold kværner derudaf, og her til aften gik det udover de forsvarende danske mestre fra Bjerringbro-Silkeborg. 30-27 stod der på måltavlen efter 13-17 ved pausen.
Assistenttræner Jonas Degnbol:
- Det her var en af de rigtig gode sejre. Det var to bonuspoint for os, og de giver glæde og tro på tingene i truppen. Nu har vi ikke tabt 8 kampe i træk, og det skal de fandme ha’ ros for, de gutter der løber inde på banen!
Det er superflot at vi rykker sammen i bussen og får rettet tingene til efter første halvleg, som ikke er specielt god. Efter pausen står forsvaret bedre, hvilket er med til at hjælpe Larsen til redninger - helt grundlæggende har vi en tro på, at det nok skal komme, og den er stor i tiden. Ros til Kasper for at hive sig selv op i anden halvleg og have de rigtige redninger. Og så må jeg endnu en gang fremhæve Mads Andersen, som viser en ny dimension af sit spil i dag, hvor han gør det supergodt i angrebet.
Og Bette Balkan - endnu en gang fantastisk. Det er fedt at være i truppen, men det må altså også være fedt at være tilskuer på Mors og i Thy lige nu. Fantastisk, intet mindre.
Mads Andersen kronede en flot forsvarsindsats med tre mål, og når den unge mand går på banen, er det med en ret så uimponeret tilgang til tingene:
- Jeg er fløjtende ligeglad med, hvad de hedder, dem vi spiller mod - måske er det sådan en Mors-ting? Det var en fed kamp i dag og det vildeste at vinde over BSV. Vi flyver på en sky lige nu - vi tror på tingene, og vi har et fantastisk sammenhold på holdet. På en måde minder kampen lidt om kampen i Skanderborg, hvor vi også arbejder os lige så stille ind i kampen, og vi vidste godt, at vi ikke ville vinde på håndbolden men på vores fight.
Anfører Cichosz var ét stort smil efter kampen:
- Det var sgu sindssygt det her! Vi kommer skidt fra start i første halvleg, hvor vi står for langt fra hinanden i forsvaret og går samtidigt lidt for langt frem. Vi snakker om det i pausen og får rettet det fint til i anden halvleg. Angrebsmæssigt er vi godt med - 30 mål mod BSV - det er godkendt, og det på trods af, at vi brænder en del 100 procentschancer. Vi formår at udfordre BSV’s normalt så stærke defensiv, og det giver pote i dag.
Og så er der jo lige ”Junior 1 & 2” - Mads A. og Allan, som spiller fremragende. De er altså kun 20 år, de to - deres indsats i dag er simpelthen imponerende. Og det samme kan siges om kulissen i Jyske Bank Mors Arena - i sådan en kamp her kunne jeg ikke tænke mig en anden hjemmebane, lyder det med et smil fra Cichosz.
Og så er der vist kun én ting at sige: ALLE MAND TIL MIDTJYLLAND PÅ TIRSDAG!
888ligaen, 20. runde: Mors-Thy Håndbold - Bjerringbro-Silkeborg 30-27 (13-17)
Målscorere:
Marcus Dahlin 7
Nicolai Sommer 5
Henrik Tilsted 5
Christoffer Cichosz 4
Mads K. Andersen 3
Nickolei Jensen 3
Stefan Nielsen 3 (2)
Stillinger undervejs: 4-3, 6-6, 9-11, 13-17, 16-19, 20-21, 25-25, 28-27
Tilskuertal: 1.226
Næste kamp:
HC Midtjylland - Mors-Thy Håndbold
Tirsdag d. 28. februar kl. 19.00 i Den Runde Hal, Messecenter Herning
Billetter kan købes her: http://shop.hcmidtjylland.dk/kampe/Hcm-mth-280217
Næste hjemmekamp:
Mors-Thy Håndbold - Skjern Håndbold
Onsdag d. 15. marts kl. 20.30 i Jyske Bank Mors Arena
Billetsalg starter onsdag d. 1. marts kl. 12.00: http://shop.morsthy.dk/